![tofo 10]()
Kastrup lufthavn
15 spændte karate udøvere mødes kl. 07.15 i Kastrup Lufthavn til fælles afgang mod Tokyo. Stemningen er høj og allerede mens der ventes på afgang er der gang i et par kata og diskussioner om enkelt teknikkers udførelse og anvendelse – tegner til at blive en god tur.
Turen er med SWISS air og går over Zürich til Tokyo.
Vel landet i Tokyo med en hel dag foran os, pga. tidsforskellen, fanger vi toget fra luthavnen ind til Tokyo og nyder lidt mere benplads i toget i stedet for ret begrænset plads på en 12 timers flyvning.
Nedenfor er de deltagerne fra turen der har bidraget med nogle af deres indtryk og oplevelser fra turen – så når der indimellem står ”jeg”, så er det den person der har skrevet netop denne oplevelse ned.
Alle deltagerne havde en god tur med mange oplevelser både på karate fronten og i mødet med Japan og japanerne. Vi håber med denne lille tekst at kunne bidrage til at flere kunne tænke sig at tage en tur afsted og træne i Japan og ikke mindst spise god Sushi.
![9]()
Metroen i Tokyo
Ved første øjekast er forvirringen total i forhold til trafik, fodgængere og metro – der er højhuse og skyskrabere overalt ved Ikebukuro (hvor vi boede), og hvad der føltes som en milliard mennesker.
Og det bliver ikke nemmere af, at fodgængere og cyklister deler pladsen – men jeg bliver nødt til at ignorere tidsforskel/jetlag og allerede nu millioner af indtryk, og bare ”følge med”…
Vi har en tidsplan at overholde, og Jesper Sensei styrer kort og kontant – uddeler billetter, betalingskort til metro, instrukser og finurlige kommentarer – til alle. Han er heldigvis iført jakke, med en meget trafiksikker grøn farve.
Fra Ikebukuro metrostation, lysegrøn linje mod Shinjuku, 2 stop, så ligger Honbu Dojo nede af vejen – lød instruks fra Sensei, mens vi hastede mod vest udgang – I kan se det på kortet… – hva’ for et kort? – nåede jeg lige at tænkte inden min opmærksomhed blev fanget af en brandbil – forbavsende lille, i forhold til verdens største by – og kun et flygtigt blik af en grøn jakke, reddede mig fra, at fare vild.
Kortet var dog medbragt, og gav go’ mening – med farvekoder og instrukser ”in mente” kunne jeg sagtens fare vild – men i metro-toget vistes en åbenbaring: et farvedisplay (ikke berøringsfølsomt) med både kanji & vestlige skrifttegn, som viste alle stationer på linien, samt retning. Dette ledsaget af en damestemme, der på Japansk & Engelsk oplyste nuværende og næste station, samt forskellige forbindelser til andre linjer.
På perronen vistes linjer hvor man skulle stå, før indstigning. Toget holdt præcis ud for disse linjer, og alle ventede pænt til passagererne var steget ud – og kunne nu, uden hindring stige ind i toget – effektivt; er det rette ord.
På trapperne viste pile, hvilken side man skulle op, og i hvilken man skulle gå ned – og på rulletrapperne en uskreven regel: højre side holdtes fri (i Osaka venstre), så travle passagerer kunne komme forbi – alle fulgte reglerne, undtaget nogle få vesterlændinge.
Allerede første dag deltog vi i vores første karate lektion i honbo dojo – Kata Jion var i denne lektion på banen. Rune san blev ved den lejlighed ham der blev trukket, trykket og hevet i for at demonstrere korrekte mellem positioner i udførelsen af kataen.
![1]()
![3]()
Torsdag tog Frank San & jeg, til Japanese Sword museum – altså på egen hånd i metroen, og kun Frank San’s kyndige udtale og stedsans redede eventyret fra fiasko – men se det, er en helt anden historie…
Mount Fuji
Efter første nattesøvn i Japan skulle søndagen bruges på en heldagsudflugt til Mount Fuji.
Der var meget tidlig afgang fra hotellet for at komme til pick up stedet.
Mount Fuji er Japans højeste bjerg som måler 3776 m over havet og er en aktiv stratovulkan, dog var det sidste udbrud i år 1708.
Både blandt japaner og udenlandske turister er det populært at bestige Fuji-san – ca 20.000 personer bestiger bjerget årligt. Størstedelen af året er bjergets top dækket af sne.
Vores guide var en meget engageret kvinde. Hun holdt i bogstavlig forstand alle vågne, hvis nogen ved et uheld var ved at falde i søvn under den nogle timer lange køretur, så løste hun det ved simpelthen at vække den pågældende.
Hun sørgede virkelig for, vi fik en masse information om Japan og japanere. Alt fra historien om Mount Fuji, og at det hvide, vi oplevede på både højre og venstre side af bussen , da vi kørte op af Mount Fuji , faktisk var sne!
![5]()
![4]()
Vi var desværre lidt uheldig med vejret, hvilket betød at station 4 på Mount Fuji blev vores endelige destination på bjerget. Dette resulterede i, at vi havde en rigtig flot udsigt ud over bjerget, men også at selve bjerget var ”begravet” i himlen.
Dog ved vi at vi har været der og følelsen af at have været der er den samme uanset vejret. Og vi var faktisk heldige at komme helt op til station 4, blot 2 timer senere lukkede station 3 og 4 pga kraftigt snefald.
Derefter indtog vi en god frokost på en nærliggende restaurant neden for bjerget, og derefter fortsatte rejsen mod det næste stop for dagen, hvilket indebar en tur med en svævebane op på et nærliggende bjerg med udsigt til Mount Fuji i det fjerne samt en sejltur på en nærliggende sø.
Svævebanen var i hvert fald mindst et par år gammel men det afholdt nu ikke nogen fra at tage med.
Efter en lang dag med masser at se og opleve, og mange timer i bus, landede vi trætte på vores hoteller.
Det var en fantastisk tur, selvom vejret godt kunne have vist sig fra en lidt bedre side ;-)
Akihabara
Også kendt som Akihabara Electric Town, det er et sted fyldt med lys i flere etager elektronik butikker overalt, man små butikker stuvet sammen på utrolig lille plads. I mange af de mindre butikker og stande langs gaderne, kan du finde næsten alt fra værktøj til hjemmet, til sikkerhed, kameraer og julelys.
![10]()
Fleretagers elektronik butikker
Vi bevægede os ind i en af disse gigantiske butikker, og derinde stødte jeg for første gang i mit liv på et Japansk keyboards. Hvis det er en gadget, så kunne den helt sikkert findes på udsalg i en af disse butikker sammen med en billion andre. Det var lidt ærgerligt, at jeg på tidspunkt ikke lige havde ¥1,000,000 på mig, så jeg kunne have købt en ny kameralinse.
Efter at have inspiceret alverdens gear, stoppede vi ved Tokyo Anime Center i UDX Bygningen. Den indeholdte betydeligt mindre end jeg havde forventet fra en bygning med dens navn. Dog var der nogle vellavet/flotte statuer af forskellige anime karakterer.
Den resterende tid blev brugt på at vandre rundt og tjekke overfloden af butikker og underholdnings centre ud. Vi stødte blandt andet på, hvad der syntes at være et forholdsvist stort Dell salgskontor.
Tilbage til Ueno
Efter Akihabara hoppede vi på toget til Ueno. Her gik vi over en bro, fra hvilken man havde en storslået udsigt ud over en række toglinjer der førte ind i terminalen. På mange af disse linje kunne en double-decker opstilling ses. Det gjorde sig gældende, at mange af de større stationer var inddelt i flere lag (ofte med Shinkansen på det øverste niveau) men jeg havde ingen idé om, at der kunne rejses sektioner på så brede stationerne.
På parkingenspladsen der befandt sig ved siden af broen var der nogle interessante ting at kigge på. Det første jeg fik øje på var et missil af en slags som bare stod ude i vejkanten. Endnu en interessant ting var, de meget stylede mini-vans. Senere på turen så jeg en med et nice body kit on it, og jeg tror at mange herhjemme fra ville elske at blive set mens de kørte rundt i en magen til.
Vi skød genvej gemmen Ueno Park, hvor vi fik et bedre kig på et flot springvand.
Ginza
En hurtig ¥ 160 subway ride væk, og vi var i Ginza. Her får vi en af mange stationsrundvisninger på vores vej ud af stationen takket være den grønne jakke og en hale af danskere og en enkelt svensker. Dette skete hver gang vi tog metroen, og mange af de gange vi tog forskellige JR tog. Meget praktisk, da det ind imellem kunne være en udfordring at komme fra stations platform til gade niveau. Det var også den første gang vi oplevede Tokyo Station tæt på myldretiden – sjovt!
På gaden blev vi mødt at Apple Store Ginza Being Ginza, og naturligvis et område pakket med smarte butikker, såsom Tiffany & Co., Harry Winston, Bulgari, og Louis Vutton, blandt andre. Vi gik endda forbi Bentley Continental GT uden for en af butikkerne.
Mens vi er i Ginza, besøgte jeg Tokyu Hands og leder efter chiyogami i almindelighed og ting som dette i specifikke, men der var desværre ingen held denne gang.
En af vores endelige stop her var Ginza Apple Store, en 5-etagers bygning fyldt med Apple stuff. På bagsiden af butikken var der dobbelt glas elevatorer, der automatisk strejfede gulvene på udkig efter folk til transport. Umiddelbart efter jeg har taget et billede, får jeg at vide af en af de lyseblå skjorter, at der ikke må fotograferes i butikken. Det er et interessant butiks layout. Første sal er fuld af en masse forskellige produkter i et helt generelt display / trial-område (svarende til det, du ser på de fleste af de mindre Apple Stores, som vores); Anden sal er der, hvor Genius Bar og annoncer bor; Tredje sal som et teater og bruges til præsentationer og andre arrangementer (såsom levende musik afholdt på mange af de større butikker som Ginza); Fjerde sal var, hvor de fleste af deres tilbehør og software var; og den øverste etage private kursuslokaler, der kunne bookes til forskellige ting.
Et Japansk Karate universitet
Vi havde fået muligheden for at træne med Teikyo Unviersitets karate klub. Det var et imponerende syn som mødte os da vi ankom til deres dojo eller rettere deres 3 etagers hus kun med kampsort i.
![foto 5]()
Stue etagen karate, 1 sal judo og 2.sal kendo udover det er der omklædningsrum, mødelokaler, trofæ skabe osv i bygningen, så intet overladt til tilfældighederne.
Træningen varede 3 timer eller vi håbede på kun 3 timer, ingen ved rigtigt hvor lang tid når de først starter. Der var 4 grupper i dojo’en da vi ankom og en 5 formede sig med os, da vi jo også skulle hænge lidt ud inden træningen startede. Der var meget stille syntes vi, ikke megen sniksnak eller grin. Så startede træningen 30 minutters meget rolig opvarmning, det var rart men så startede kihon træningen og så kom der dug på hjelmen. Alverdens teknikker blev trænet mange gange og lidt til ca. 30 minutter non-stop op og ned af gulvet. Så blevv det tid til opdeling enten så lavede man kata eller kumite. Ca 90% laver kumite derude. Kata træningen foregår med at man selv meget koncentreret træner og så kommer der lidt rettelser fra ens senpai eller Kagawa-shihan. Kumite træningen foregik med en masse pudetræning til at starte med derefter overgik vi til sparring hvor der først var bundne opgaver, hvorefter det blev helt frit.
![foto 7]()
![Foto 6]()
Efterfølgende var Kagawa-shihan ikke helt tilfreds med vores kombinationer, så puderne kom frem igen og der blev trænet et par tusind kombinationer inden det hele afsluttes med nogle kampe med dommer. 2 elever fik ca. 6-8 kampe i alt efterfølgende viste der kata hold Enpi – meget imponerende må jeg sige. Dog ikke til Kagawa-shihans tilfredshed så de fik lavet adskillige sekvenser en del gange efterfølgende.
Atmosfæren i dojoener meget anspændt med konstant tænding og man føler der er gnister overalt, så meget energi bliver der brugt hele tiden. Men samtidig var de utrolig flinke til at hjælpe os og forklare når vi ikke helt forstod hvad der foregik, så vi avr på ingen måde skydeskiver som nogle nok lidt havde frygtet. Alle universitets eleverne vil på deres udvalgte hold til de årlige universitets mesterskaber for hold som afvikles midt november hvert år. Det er den ultimative ære at være med på dette hold. Men en kæmpe oplevelse at få lov til at være med derude.
Shopping i Tokyo
Shopping i Tokyo er ikke nødvendigvis billigt, men til gengæld er udvalget enormt, hvad enten man er ude efter herremode, damemode, haute couture, street wear eller andet. Med Over 13 millioner indbyggere er der et marked for alt i Tokyo, og som købmand lægger man mærke til mulighederne.
Tokyo lyder præcis som den jungle af trafiklys og menneskestemmer, den er. Som når jeg når til foden af rulletrappen til stationen i shoppeområdet Shibuya, bliver jeg fra højre tilbudt en reklame og fra venstre en pakke lommetørklæder, viklet ind i en reklame eller fem. Trænet manøvrer jeg mig igennem mængden.
Shibuya har de skøreste butikker – Donkey, en skrammelbutik med særere ting, end jeg troede mulige (kunne måske svare til vores Tiger, bare tænk meget større, og meget mere japansk); McDonalds og Kentucky Fried Chicken på stribe, den ene sære tøjbutik efter den anden.
Man kan som dansker nikke lidt genkendende nikkende til Shibuyas H&M. Forskellen er bare, at den her er på 7 etager, og sparker Danmarks H&M temmelig hårdt et vist sted. Og den er stadig billig. Her slipper man for køerne, er det er helt hjemligt at gå derind.
På de nederste etager findes der små festkjoler, pinke pelsfrakker, og det fortsætter til etager med varer, som vi kender hjemme fra. At få brugt lidt penge derinde virker som en god start på dagen.
Jeg går ud på gaden igen, og følger strømmen af den ene efter den anden pige, alle med farvet hår i farlige, krøllede frisurer, falske øjenvipper og falske negle i 3D (det vil sige, ting og sager er klistret på dem, så man nogen gange må overveje, hvordan de dog går på toilettet). Jeg har hørt at de er tilhængere af GAL-stilen, en super populær tøjstil, der altså kræver disse ovennævnte elementer. Alle sammen er de på vej til deres fælles mekka, Shibuya 109. Og jeg følger med.
Centeret er formet som et sølvfarvet tårn, der nemt skilles ud fra de almindelige butikker omkring. Så snart man træder ind i centeret, bliver man mødt af pulserende japansk disco, og var det ikke for konstante nasale ”Irrashaimase!” – velkommen – ville det blive sin sag at adskille medarbejder fra kunder.
Jeg bevæger mig op i tårnet. Butikkerne indeholder alt fra denim og sportstøj til balkjoler og hårextensions.
Min tur ender med at jeg køber et par dyr solbriller og et ur som vil har kostet mig dobbelt så meget her i Danmark.
![6]()
![7]()
Osaka
Sidst på turen tager hele holdet afsted med Shinkansen til Osaka, hvor vi mødes af Maeda sensei og hans bror. De samler os op på stationen og kører os hjem til Maeda senseis hus. Vel ankommet til huset bliver vi bænket omkring et stort bord og inden længe bliver deltagerne hentet af lokale familier, som har indvilget i at have 1 eller 2 personer boende i 2 nætter.
Alle får en fantastisk oplevelse ved at blive indlogeret privat og samtidig er der træning hver morgen kl. 8.00 – 10.00
Både første og anden træningsmorgen underviser nogle af deltagerne de lokale ka’er sammen med Maeda sensei – en spændende oplevelse både for de danske og de japanske deltagere. Efter endt træning tilbydes 3-4 stykker at blive undervist i ”kunsten at trække et sværd”. De udstyres med korrekt beklædning og skarpslepne våben, så koncentrationen er i top. Anden dagen er det kendo der tilbydes.
Kendo i Osaka
Der drev en enkelt lille sveddråbe over panden efter at have haft æren af at undervise i den lokale dojo i Osaka. Men hverken sveden eller æren skulle have sin ende her. For lige så snart der var bukket af, blev Rune-san, Oscar-san, Helene-san og Thomas-san tilbudt den ærefulde samt store oplevelse at forsøge os på at udøve kendo. Vi takkede alle sammen ja, selvfølgelig.
Først skulle beklædningen være i orden, så først på med gi’en, hvilket var let og hurtigt klaret da den stadig var på fra karate træningen forinden. Efter gi’en skulle vi have en lille ”klud” på hovedet. Dens formål var at forhindre, at den hjelm, vi skulle have på, ikke irriterede eller skrabede på vores hoveder. Men vi var ikke færdige endnu. Vi manglede en tilføjelse til gi’en, som var knap så let og hurtig, nemlig Bogu’en (rustningen som bæres af kendokæmperne mens de træner/kæmper). Bogu’en var faktisk så svær at få på, at der blev tilkaldt assistance fra den japanske sidelinje.
Efter at have fået den monterbare sauna (Bogu’en) på, skulle vi lære at kæmpe. Og set fra et rent filosofisk synspunkt minder kendo og karate meget om hinanden, da de begge nedstammer fra japanske samurais vej til perfektion af sit håndværk, budo. Dette betød, at kendo’ens mentale indstilling var forholdsvis nem at tune sig ind på.
Dog lidt sværere blev det, da man rent fysisk gik fra den “tomme hånd” til “sværdets vej”. Lige pludselig var ens egen samt modstanderens rækkevidde meget længere. Denne rækkevidde kom dog med en pris – man havde kun ét våben. Dette var et skift, der lige skulle lidt tilvænning til.
Tilbage i Tokyo
Efter en begivenhedsrig tur i Osaka, gik turen tilbage til Tokyo, men blot for at blive indlogeret på nyt hotel, sove, stå op kl. 04.30, pakke, gå i lobbyen, gå til metroen, tage tog til lufthavnen, hoppe på flyet og sove i 12 timer.
![11]()
Endnu en fantastisk tur til Japan er gennemført med masser af karate, gamle og nye venner, kultur i lange baner, masser af grin og sjov. Der var flere af deltagerne der var med igen for anden gang og har på fornemmelsen det ikke bliver sidste gang.
Sammenfattet af:
Henrik Christensen
Skrevet af alle deltagerne på turen.
Billeder af Helene Svensson og Frank Mikkelsen
