En af de vigtigste færdigheder, man lærer som karatedommer, er evnen til at træffe beslutninger hurtigt og korrekt.
Shobu Ippon Danmark fokuserer på at fremme traditionel karate i Danmark gennem stævner, træningssamlinger, talentudvikling og dommeruddannelse. Lørdag den 22. april afholdte Shobu Ippon Danmark dommeruddannelse i Frederiksværk i karateklubben Taifu.
For at blive dommer i Shobu Ippon Danmark skal man først og fremmest have en interesse i at dygtiggøre sig som dommer. Har man interessen, og den nødvendige karateerfaring, vil man gennem uddannelse opnå de nødvendige færdigheder til at kunne komme i betragtning som hjørne- eller hoveddommer til Shobu Ippon Danmark stævner. I øjeblikket afvikles der fire årlige stævner, hvor Shobu Ippon Tournament rangeres højst, da der her deltager kæmpere fra andre nationer.
Når man begynder på dommeruddannelsen lærer man de grundlæggende principper for at dømme en karatekamp. Dette omfatter forståelse af kampreglerne, at anvende de japanske ord under en kamp, samt træning i at anvende de korrekte markeringer med hænder og flag. Senere lærer man at dømme ved turneringer og at håndtere mere komplekse situationer under en kamp. Man er ikke færdiguddannet fordi man har deltaget på et kursus eller to. Den viden og de færdigheder man har lært skal løbende vedligeholdes, da man ellers bliver “rusten”. Det kræver mange års erfaring at blive en dygtig dommer.
En af de vigtigste færdigheder, man lærer som karatedommer, er evnen til at træffe beslutninger hurtigt og effektivt. Karate er en hurtig sport, og dommere skal kunne afgøre point og bedømme teknikker på en brøkdel af et sekund. Derfor træner man som dommer også på at øve sin opmærksomhed og reaktionsevne og at stole på de beslutninger man træffer.
En dommeruddannelse i karate kan være en nyttig tilføjelse til ens karateforståelse. Det giver en større forståelse for sporten og dens principper, og man lærer at bedømme teknikker og kampresultater på en objektiv måde. Derudover er det også en mulighed for at møde andre karateudøvere og dommere og udvikle ens netværk indenfor karatesporten.
Flere af Shobu Ippon Danmark dommerne skal i aktion den 27. maj, hvor der afvikles 5. Shobu Ippon Tournament i Hørsholmhallen, hvor de sammen med andre dygtige uddannede dommere fra SKIF, JKA og JKS har ansvaret for, at alle kæmperne oplever fair og objektiv bedømmelse.
Hørsholm Karateklub har haft besøg af Sensei Daisuke Watanabe fra JKS Honbu Dojo, der har stået for den daglige træning i klubben fra d. 11. april til d. 4. maj. Watanabe-Sensei har været på det japanske WKF -landshold i kumite i 11 år. Han er tidligere JKS verdensmester i kumite og er ganske enkelt vanvittig dygtig.Besøget var arrangeret af Hørsholm Karateklub og JKS Danmark.
Forårstræningen i Hørsholm Karateklub har været præget af et længe ventet besøg fra Sensei Daisuke Watanabe, der har været gæstetræner fra d. 11. april til d. 4. maj. Besøget, der var arrangeret af Hørsholm Karateklub i samarbejde med JKS Danmark, er anden gang Watanabe Sensei har været forbi på et længere ophold. Senest var han forbi klubben i juni 2022, hvor han også var her en måned. Han har, mens han har været her, trænet alle klubbens hold, bortset fra de mindste Karate Kids og Forældre-barn hold.
Opholdet:
Når man møder Watanabe-Sensei første gang, er det første man bemærker hans imødekommende og høflige væsen. Der er aldrig langt til latter og der er et smil til alle, stor som lille.
Som en del af opholdet har Watanabe-Sensei været indlogeret hos en af klubbens sortbælter og har været rundt til middag hos alle klubbens brun- og sortbælter, der har haft den glæde at kunne bespise ham på skift efter træning. Det er selvfølgelig ”forbudt” at servere asiatisk mad, da det har været mulighed for at præsentere Sensei for nye oplevelser indenfor dansk og europæisk mad.
Sensei er med sit uformelle og meget høflige væsen en behagelig gæst, der med stor glæde har mødt alle vores forskellige lokale og nationale anretninger, der naturligvis indeholder en bred palet af mad gående fra flæskesteg og frikadeller til div. fisk, pandekager, steak med meget mere.
Træningen overordnet:
Når Watanabe-Sensei leder træningen præger hans imødekommenhed og smil også stemningen. Han er både tålmodig, pædagogisk og anerkendende, dog uden på nogen måde at gå på kompromis med kvalitet og krav.
Tilfredsstillelsen ved at få et smilende: ”Good, good!”, og en tommelfinger i vejret fra en kumite-verdensmester er stærk motivation til at give den et ekstra nyk i træningen. Mange nåede også at få et: ”Again, one more time”, og Watanabe-Senseis udelte opmærksomhed og rettelser med på vejen, hvilket også bidrager til oplevelsen.
Når Sensei demonstrere teknik – særligt kumite – er den speed og timing, han har ærefrygtindgydende. Når han demonstrerer f.eks. kizami-zuki, tager det lige nogle gange før man vænner sig til følelsen af ikke helt at være opmærksom: ”Hov nu udførte han teknikken igen”. Det går så stærkt.
Når man får fornøjelsen af at træne mod Sensei overraskes man over flere ting. Først og fremmest selvfølgelig hastighed og rækkevidde, men også overblik og timing. Endelig en følelse af kontrol, oplevelsen af aldrig at følt sig mere udfordret i en kamp og på samme tid aldrig følt sig mere sikker og passet på.
Det er inspirerende for klubben at have besøg af kapaciteter på Watanabe-Senseis niveau. Det giver altid ekstra inspiration. En del af det, der er blevet undervist i, er kendt stof, men får en anden, en bedre mening eller falder bare pludselig på plads, når det kommer fra en anden instruktør. Sådanne aha-oplevelser var der mange af under Wantanabes 4 ugers besøg.
Mens det er svært at sammenfatte 4 ugers fantastisk træning med en dygtig og kreativ Sensei, med masser af aha-oplevelser, nye teknikker, nye anvendelser og ny indsigt, er nedenfor et par nedslagspunkter i, hvad medlemmerne har fået ud af træningen.
De første træninger
For de farvede bælter startede træningen med Watanabe-Sensei i den første uge ret traditionelt med kihon, kata og kumite, men dog med nye vinkler, pointer og fokusområder. Særligt havde Sensei rigtig meget input til koblingen mellem kihon og kumite. Han demonstrerede med stor dygtighed, hvorfor der bruges så meget tid på kihon for at træne hanmi/shomen, at holde højden og holde overkroppen lodret, og slappe af i bevægelserne – et tema, der også gik igen hos brun- og sortbælterne.
Sensei startede undervisning af brun- og sortbælter med at fokusere på forskellige teknikker til at tilbagelægge afstand hurtigt, med en blanding af hele og halve skridt sammen med kizami-zuki og gyaku-zuki. Herefter blev der bygget på med div. spark og slag. Allerede første dag blev et at de meget klare og tilbagevendende tema lagt fast: ”Hold højden, hold overkroppen i zenith og slap af når du bevæger dig.”
Der er ingen tvivl om, at et fokusområde for Sensei var, at vi skulle undgå at være alt for anspændte i vores bevægelser. ”Det skal flyde. Ikke hakke”. Et andet ”klassisk” budskab blev også gentaget igen og igen: Hanmi shomen, hanmi shomen.
Ashi Barai
Et andet område der blev lagt vægt på i træningen, både for farvede og for brun- og sortbælter var at komme rigtig ind på en modstander. ”Hold kamai hele tiden” Kom helt ind på modstanderen”. ”Din inderlår skal røre ved hans ydrelår”. Det tager lidt tid at vænne sig til, men når man så er kommet ind på sin modstander, demonstrerede Sensei mange forskellige mulige teknikker at arbejde med.
I nogle dage blev der fokuseret på Ashi Barai, som en af de meget nyttige teknikker, der blev trænet med Watanabe-Sensei. Særligt det ashi barai, hvor man kommer hurtigt ind på sin modstander og hvor begge har samme – f.eks. – venstre ben fremme. Lige når man kommer ind på den rette afstand, går man efter modstanderens bagerste ben højre ben med sit eget højre ben, samtidigt med at man slår sit inderlår ind mod modstanderens ydrelår. Effekten er næsten som at skovle sin modstander væk. Utroligt effektivt, når man alligevel er i fart og tæt på. Sensei trænede flere andre ashi barai’s mod forreste og bagerste og i forskellige kombinationer. Igen og igen blev det tydeligt, hvorfor højde, balance og kamai hele tiden skulle være på plads – også når man kommer helt tæt på modstanderen.
Efter at have kæmpet med at prøve at få alle detaljerne i teknikken på plads, giver det en hel ny respekt at se Watanabe-Sensei demonstrere disse teknikker med, hvad der ligner legende lethed og et enormt overskud.
Kumite – teknik og taktik
For de farvede bælter skiftede fokus i løbet af Senseis ophold til at være mere fokuseret på kumite, dog altid med fokus på kihon som fundament for alle kumite-teknikker. Hans forståelse for hastighed, distance og timing og hans tålmodighed og pædagogiske sans rykkede manges forståelse af, hvor vigtigt det er, at alle elementer spiller sammen.
Gennem masser af jiyi-ippon -kumite partnerøvelser fik de farvede bælter mulighed for at arbejde med alt dette og med at sammensætte enkle kombinationer effektivt, så de kunne anvendes i fri kumite. Sidst i perioden blev det udvidet til også at tænke kumite-taktik ind, arbejde med at presse modstanderen på forskellige måder og bruger distance og finter til at forberede teknikker.
Også brun- og sortbælterne brugte hovedparten af deres tid med Sensei på at træne kumite. Gennem de mange forskellige øvelser lagde Sensei på særlig vægt på nogle få ting.
Vær uforudsigelig
Vær afslappet
Anvend forskellige typer timing
Tænk ud af boksen
Eksempelvis præsenterede Sensei en overraskelse i form af Mawashigeri som deai teknik. Mawashigeri er et fantastisk spark, som de fleste karateudøvere bruger jævnligt i kumite.
Sensei startede en øvelse, hvor vi stod med knæet løftet som til jodan mawashigeri, men i stedet for at svinge underbenet ud, skulle vi skubbe knæet ned. Det er den følelse, man ideelt set skal have, når man rammer med sit spark. Det giver både et mere kraftfuldt spark og anvendt rigtigt sammen med hiki ashi hjælper det med at få benet retur i en flydende bevægelse. Sensei startede træningen med at fokusere på kamai benskift. Flere forskellige kombinationer startende med benskift alene – ikke hoppe. Bevar højden og flyt fødderne. Det kan i sig selv være en udfordring.
Herefter blev der bygget forskellige kombinationer gyakuzuki, oizuki, uchiuke. Øvelsen blev udvidet til en der angriber kizami-zuki og en der parere shuto-uke samtidig med benskift. Slutteligt blev mawashigeri bygget på, så shutouke, benskift og mawashigeri hang sammen i en deai bevægelse.
Det siger sig selv at der er mange elementer at have kontrol over, men det lykkes for de fleste. Også at anvende teknikken i jiyu kumite efterfølgende.
Dojo-kun
Til den sidste træning blev den fysiske karatetræning suppleret med en smule undervisning i japansk grammatik. Efter at have hørt dojo-kun efter hver træning i 4 uger, inviterede Sensei hele holdet op og stå ved vores banner med dojo kun, og forklarede vigtigheden af at udtale partiklerne (-o, -no, osv) meget tydeligt på japansk, da de er styrende for betydningen af sætningen. Han mente åbenbart, at de havde en tendens til at drukne lidt i den danske version af dojo kun. Med mange smil og en smule latter fik alle lov til at arbejde lidt med udtalen af partiklerne, og det samlede dojo kun, og alle kunne starte dagens træning med et styrket kendskab til det japanske sprog.
At have haft besøg af en kapacitet som Sensei Daisuke Watanabe har været en stor oplevelse for alle klubbens medlemmer. Han har en fantastisk pædagogisk sans for at sætte øvelserne sammen, forklare hvilket mind-set man kan have, når man udfører øvelserne samtidig med, at han selv demonstrer med den største naturlighed og overskud. Herudover har Sensei med sin meget anerkendende facon, og sit vindende væsen været med til at løfte de fire uger med 4 ugentlige sessioner helt op til blandt de helt store træningsoplevelser.
Shobu Ippon Tournament nåede nye højder, da det i år blev afholdt for femte gang. Kæmpere fra Danmark, Sverige og Polen satte ny deltagerrekord og sammen med rigtig mange tilskuere, var det med til at skabe en god stemning i Hørsholmhallen.
Mangfoldighed og ordentlighed
De fleste Shotokan organisationer i Danmark var repræsenteret. Det var berigende og lærerigt både for udøverene og dommerne. Der blev hurtigt skabt en rigtig god fællesskabsfølelse bygget på respekt, ordentlighed og et fælles værdisæt. I år var der også kæmpere med fra flere svenske Shotokan organisationer bl.a. JKA og JKS.
Klasser for alle
Der var klasser i både kata og kumite. Børn, unge og voksne kunne konkurrere i kata, holdkata, gohon kumite og Shobu Ippon kumite. De mindre rutinerede udøvere, hvoraf flere var til stævne for første gang, var naturligvis spændte. Dommerne, officials og coaches var her rigtig gode til at hjælpe og støtte, så det blev en god oplevelse for alle.
Krav til teknik
I Shobu Ippon kumite havde dommerne lagt en klar linje i forhold til regelsættet. Kontaktgraden var tilpasset de forskellige aldersgrupper. Det blev efterlevet, og var helt sikkert med til at minimere antallet af skader. Scoringskriterierne blev håndhævet konsekvent. Der skulle være fokus, hastighed og energi i teknikkerne før dommerne markerede for en scoring.
Højt niveau
Både i kata og kumite var der i flere klasser et højt niveau. Mest bemærkelsesværdigt var det i kata, hvor særligt JKA Sweden kom med nogle meget dygtige kataudøvere. De fejede al modstand til side og satte sig tungt på flere klasser. Det var noget af et wake up call for mange af danskerne. I kumite skilte Philip Carlsen sig fra Gribskov ud. Han var overlegen i flere klasser og blev fortjent også udnævnt til stævnets bedste mandlige fighter. Bedste kvindelige fighter var Sofia Siffo fra JKA Sweden.
Tak til alle
Der skal lyde et kæmpe tak til alle dommere, officials og hjælpere. Uden jer – intet stævne. Tak til alle klubberne for det store fremmøde. Vi håber, at se jer alle igen til næste år. Et kæmpe tak til vores hovedsponsorer PLL Malerfirma APS og Budoland.
Det er ikke hver dag, man får mulighed for at træne under kyndig ledelse af selveste shihan Masao Kagawa 9.dan fra Japan Karate Shoto Federations headquarters i Tokyo. Så da Charlottenlund Shotokan Karateklub (CSKK) modtog invitationen fra Dermot-sensei fra JKS Irland, som stod for seminaret, smed vi alt, hvad vi havde i hænderne. Ikke ”kun” fordi Kagawa-Shihan er et koryfæ, men selvfølgelig også fordi, det med 1000% sikkerhed ville betyde karatetræning i absolut verdensklasse.
Kagawa Shihan er et nulevende fænomen i karateverdenen. Og karatens inderste væsen, bliver med Kagawa-shihan overleveret i sin reneste form. Man kommer simpelthen ikke tættere på ”kernen”, af hvad JKS karate handler om. Så det var svært at skjule sin begejstring, da CSKK blev inviteret med på weekend seminar i Dublin med Kagawa Shihan som chefinstruktør.
Da vi alle har almindeligt arbejde, var der lige noget familie-logistik og lavpraktiske forhold, der skulle styr på først, men da de største sten var ryddet af vejen, lykkes det os at samle i alt 8 deltagere fra CSKK. Og med hjælp fra JKS familien, Dermot sensei og Jesper Sensei kom det hele på plads. Tasken blev pakket med gi, bælte, drikkedunk, tandbørste – ja og et par almindelige bukser, selv om man godt vidste, at det meste af tiden ville foregå i gi i dojoen.
Nu stod den på 3 dage med sammenlagt 10 timers karatetræning i absolut verdensklasse, og i selskab med selveste Kagawa-shihan – wauw! Det var med lige dele ærefrygt, sommerfugle i maven og nervøsitet, da man trådte ind i Dojo’en i Dublin. For hvad venter? Hvordan er han? Kan man forstå instruktionerne? Kan man overhovedet følge med? De fleste højt graduerede senseis i JKS Danmark og Irland, har mødt og trænet med Kagawa shihan før, men for en ny JKS 1.dan som mig, er det en stor ting at få lov at være med til.
Træningen
Træningen gik i gang. Først skulle der varmes op. En ung irer skulle stå for opvarmningen. Og uha – bare det at sørge for opvarmning, foran 160 deltager, med Shihan og Sensei’s falkeblik rettet mod en… Så kan klappen godt gå ned. Men fair nok – det har vi jo prøvet allesammen. Men varme blev vi, skal jeg da lige love for. Efter de 2 første timer, kunne gi’en vrides. Sveden haglede af en. Dojoen var varm.
Og jeg skal da ellers love for at alle forventninger blev indfriet. Træningen var helt utrolig grundig og kyndig. Shihan udstråler ro, kompetence, respekt og tillid. Og man gør sig umage med at forstå og lytte efter. Træningen var en god blanding af kihon, tekniske kumite/angrebs- og forsvarsteknikker samt kata. Jo længere seminaret skred frem, jo mere teknisk krævende blev træningen.
På anden dagen havde vi først to timer med kihon-øvelser, og gennemgang af de vigtigste principper i junro shodan, den første af Asai Sensei’s junro kataer. De to sidste timer på anden dagen gik vi dybt ned i Heian Nidan, og brugte den som udgangspunkt for filosofien bag bevægelserne og grundstillingerne i karate.
Alle teknikker i kataen blev endevendt og studeret ned til mindste detalje. Det var fedt. Rigtig fedt. Har aldrig trænet Heian Nidan på den måde. Og det er noget af en øjenåbner, når det går op for en, at man har trænet Heian Nidan i 10 år, men stadig kan dykke ned i detaljer i den hvor man ikke har været før – virkelig en kæmpe fornøjelse, for både høj og lav. Heian nidan var kun opvarmning til kata bassai-dai som fik en gevaldig tur i manegen, hvor vigtige punkter blev hevet frem og demonstreret flere gange, så shihan var sikker på alle forstod det. Den suveræne træningsdag, blev lidt senere fejret med en iskold pint i solen – man var jo i Irland, og det regnede for en gangs skyld ikke.
Dagen sluttede på en indisk restaurant, i fornemt selskab med b.la. både Kagawa Shihan, Jesper Sensei fra Hørsholm, Dermot Sensei fra Dublin, Robert sensei fra Skotland og vores egne Palle og Casper Sensei fra CSKK. Super hyggelig middag, der rundede dagen af på en noget nær perfekt måde.
På tredje og sidste dag trænede vi i de to første timer avancerede stød og sparke-teknikker med to sparringspartnere. Det var fysisk udfordrende kombinationer, hvor sveden sprang. Men igen en helt igennem fantastisk træning – som giver mening på et højere plan. De to sidste timer dykkede vi ned i kata Meikyo . Igen meget grundig, god gennemgang af kataen, hvor følte sig hjulpet, til at forstå den.
Refleksioner
Jeg håber, at jeg får lejlighed til at træne med Kagawa Shihan igen. Hvis I nogensinde får chancen, så hak til. Det er på mange planer en stor oplevelse. Selvfølgelig blot at få lov til at træne med ham, at møde ham. Men også at opleve træning af så høj kvalitet og få karateindsigten fra hovedkilden. For Ikke nok med at han er exceptionel teknisk og fysisk dygtig, han er samtidig også exceptionel god til at lære fra sig, måske en bedste i verden. Og så er han faktisk en behagelig person at være i nærheden af, lige som resten af den store JKS familie.
Alt i alt har det været en helt igennem fantastisk oplevelse for CSKK’s 8 deltagere. Hallen har været fyldt alle dage med elever i alle bæltegrader fra Skotland, Danmark, Japan og flere Irske klubber, og vi glæder os til næste års JKS Irland´s seminar, hvor Shihan igen deltager. Og måske med endnu flere af CSKK’s ivrige karate-ka’er. Dermot sensei sluttede i hvert fald seminaret af med at fortælle, at der var en aftale på plads med Kagawa Shihan igen i maj 2024. Jeg har sat et stort ja-tak-kryds i min kalender
KarateNews: In May 2023 I had the honor of interviewing Robert Bowles O’Sensei, a 10th dan in Shuri-Ryu Karate. O’Sensei Bowles was in Denmark to conduct seminars on the advanced aspects of Shuri-Ryu.
O’Sensei Bowles: Thank you for having me. It’s a pleasure to be here.
Teaching at Boesei
KarateNews: Let’s begin by discussing the history of Shuri-Ryu Karate. Can you tell us about its origins and the role played by Robert Trias O’Sensei?
O’Sensei Bowles: Certainly. Robert Trias O’Sensei, who lived from 1923 to 1989, was a key figure in the development and popularization of Shuri-Ryu Karate in the United States. During his time stationed in or around the Solomon Islands, he had a life-changing encounter with Tung Gee Hsiang, a Chinese missionary of Buddhism. Impressed by Tung’s skills, Trias asked him to become his martial arts instructor. Under Tung’s guidance, Trias learned Hsing Kung Fu and Okinawan Shuri-Te Karate, which Tung had acquired from Choki Motobu in Okinawa. Trias also had the privilege of being mentored by Yasuhiro Konishi Sensei.
Trias in Okinawa
In 1946, Trias founded the United States Karate Association (USKA), which was the first karate school in mainland United States. He introduced Shuri-Ryu Karate to the American public, teaching the art and organizing tournaments to promote its growth. Trias’s efforts not only popularized karate but also established Shuri-Ryu as a distinct style, playing a significant role in the development of martial arts in the United States.
KarateNews: It’s fascinating how Trias O’Sensei’s contributions shaped the karate landscape in America. Now, let’s talk about your own journey and the impact you’ve made. Can you share some insights into your tournament career and your contributions to the martial arts world?
O’Sensei Bowles: Certainly. Throughout my tournament career, I’ve aimed to not only showcase my skills but also contribute to the evolution of the martial arts world. One of my significant contributions has been the popularization of the kata known as Gopeisho. This intricate and dynamic form, which I have mastered and perfected, has captivated audiences and fellow practitioners, bringing Shuri-Ryu into the international spotlight.
Competing with Gopeisho in the 70’ies!
Moreover, my dedication to spreading the principles of Shuri-Ryu has led me to visit Denmark, where I have had the honor of teaching the Danish Shuri-Ryu community. During these visits, I’ve conducted workshops, shared my expertise, and imparted invaluable knowledge to eager students. This cultural exchange has not only strengthened the bond between the American and Danish martial arts communities but has also fostered a deeper appreciation for Shuri-Ryu.
KarateNews: It’s evident that you’ve made a significant impact both in the United States and internationally. Could you acknowledge the individuals who have played crucial roles in the growth of Shuri-Ryu in Denmark?
O’Sensei Bowles: Absolutely. When reflecting on my journey, I must acknowledge and pay tribute to Vitus Bilking Kyoshi, who introduced Shuri-Ryu to Denmark in 1982. Bilking’s passion and dedication laid the foundation for Shuri-Ryu’s presence in Denmark and set the stage for Niels Larsen Sensei to assume leadership. Their contributions have ensured the continued prosperity and success of Shuri-Ryu in Denmark, and I am grateful for their efforts.
KarateNews: I’ve heard that you’ve had the opportunity to study and compete abroad. Could you tell us more about your experiences?
Bowles O’Sensei: Certainly! It has been an honor to represent different teams in Europe during the 1970s. Qualifying for those teams allowed me to showcase my skills on an international stage and interact with talented martial artists from various countries. It was an incredibly enriching experience that broadened my perspective on Karate.
KarateNews: That sounds like a fantastic opportunity. Apart from your experiences in Europe, we’ve also heard that you’ve studied Karate in Okinawa. Could you elaborate on that?
Okinawa 1982
Bowles O’Sensei: Absolutely. I had the privilege of participating in several Cultural Exchanges between the United States and the Okinawa Karate Association. These exchanges provided an invaluable opportunity for me to learn Karate in its birthplace, Okinawa. Training alongside Okinawan instructors and immersing myself in their teachings and techniques was truly transformative. I gained a deeper understanding of the art and its rich cultural heritage
KarateNews: Looking ahead, what are your future plans and aspirations for Shuri-Ryu?
O’Sensei Bowles: Following the passing of my mentor, Trias O’Sensei, in 1988, I directed my focus towards the worldwide standardization of Shuri-Ryu. To achieve this objective, I founded the International Shuri-Ryu Association, which emphasizes the preservation of the traditional elements of Shuri-Ryu over competitive tournaments. While Shuri-Ryu is primarily practiced in the United States and Denmark, it has also established branches in Venezuela and Germany. My goal is to continue spreading the principles and teachings of Shuri-Ryu worldwide, ensuring its legacy for generations to come.
KarateNews: Thank you for sharing your insights and aspirations, O’Sensei Bowles. Lastly, I’ll have the opportunity to observe your class today, where you will be teaching Shudo-So. Could you explain this breathing exercise and its significance?
O’Sensei Bowles: Certainly. Shudo-So is an advanced breathing exercise developed by Robert A. Trias O’Sensei. Inspired by the breathing exercises practiced by Shaolin Monks during their moving Chan meditation, Shudo-So aims to cultivate mindfulness, focus, and physical coordination through deep breathing and specific movement patterns.
During the practice of Shudo-So, practitioners assume a meditative stance or posture, grounding themselves and centering their focus. They then engage in a sequence of fluid movements, synchronizing their breath with each movement. This exercise helps develop harmony between the mind and body, enhancing one’s overall martial arts practice.
KarateNews: Thank you for the explanation, O’Sensei Bowles. I was truly impressed by your demonstration and the depth of knowledge you shared. We appreciate your time and wish you continued success in your endeavors.
O’Sensei Bowles: Thank you for having me, and I appreciate your kind words. It has been a pleasure to share my experiences with you
26. Til 28. Maj afholdt Shuri ryu Danmark deres traditionsrige sommerlejr på Bosei, som ligger i naturskønne omgivelser nær Præstø.
Udover de danske klubber var vi i år ekstra privilegerede at have fint besøg fra USA.
O`Sensei Robert Bowles 10. Dan, Hanshi, George Sherridan 9. Dan, Kyoshi Troy Price 8. Dan og Shihan Joe Pounder 6. Dan deltog nemlig på lejren sammen med bl.a. Kyoshi Niels Larsen 8. Dan og mange flere.
Der var derfor lagt op til en helt fantastisk lejr i år og deltagerne blev på ingen måde skuffet. Fredag startede med Kyoshi Price, der med sin vanlige humor og sydstatscharme viste deltagerne hvordan man med de teknikker karate indeholder, kan meget mere end blot sparke, blokere og slå. Derefter overtog O`Sensei Bowles gulvet og brugte den resterende tid på at undervise i vejrtrækning og dens vigtighed bl.a. med udgangspunkt i de 3 Sanchin kata, men også med fokus på bevægelse i eksempelviskamp. En god start på lejren og det skulle kun blive bedre endnu lørdag.
Lørdag bød på et varieret og bredt udvalg af indhold. Kyoshi Price underviste igen meget veloplagt og Shihan Pounder gik i Kyoshi Price’s fodspor med en gennemgang af mawashi ukesmange muligheder. Osensei Bowles fortsatte med åndedrættet som tema i kataen Shudoso, hvor vi også fik lov at arbejde med kataens bunkai.
Efter frokost underviste Renshi Lydia Garimot i hvordan man kan kombinere ippon Kumite og kihon Kumite i partnertræningen. Rigtig spændende træning. Hanshi Sherridanunderviste om lørdagen både børnene og senere sortbælterne i sai teori, herunder arbejdede vi med taikyoku og Empi sai ( Empi Sho med Sai). Endelig trænede vi kataen Tekatana.
Dagens sidste timer var traditionen tro afsat til Kumite og dommergerning, og der blev som altid
Arbejdet hårdt både blandt kæmperne og dommerne, som jo har et Shuri Cup forude den 1. Oktober i Århus.
Lørdag aften sluttede også i år af med hyggeligt samvær, og O`Sensei Bowles gav nogle prøver på nogle af de nye DVD’er som han havde produceret. En dejlig og hyggelig aften krydret med Sensei Patricks guitarspil.
Søndag var en spændende dag, da en del af sortbælterne blev trænet i og testet i de traneforme (Hakku Tsuru) som er blevet en del af vores stilart. Det var Hanshi Sheridan og O`Sensei Bowles, som stod for undervisningen, som indeholdt såvel kataens udførsel som bunkai.
I den efterfølgende testning bestod alle, der gik op. Et stort tillykke skal lyde herfra:
Bronze Hakku Tsuru sho:
Renshi Lydia Garimot 5. Dan
Sensei Morten Gjermundbo 3. dan
Sensei Jens Nielsen 3. dan
Sensei Dennis Lerche 3. dan
Sensei Henrik Vandrup 3. dan
Bronze Hakku Tsuru ni:
Sensei Patrick Secq 3. dan
Sølv Hakku Tsuru ni:
Sempai Jesper Voss Jacobsen 1. dan
Sempai Allan Ravn 1. Dan
Guld Hakku Tsuru ni:
Kyoshi Niels Larsen 8. dan
De som ikke deltog i træningen i Hakku Tsuru, kunne i stedet give den gas til den traditionsrige afslutningstræning – karatens svar på den militære FUT (fysisk udmattelse og tortur).
Efter træningen kunne alle lykønske hinanden med et yderst vellykket lejr og glæde sig til næste år.
In early June, an impressive brown-black belt camp was held at the premises of Farum Kyokushin Karate, organized by Farum Tokushinryu Kobudo. Participants from Denmark, Germany, Sweden, and the Netherlands gathered for this event, which was characterized by intense training and camaraderie.
The camp was led by two instructors from Tokushinryu Kobudo Europe, namely Jan Overgaard Sensei and Lars F. Andersen Sensei. Under their expert guidance, various weapons and techniques were taught, including tonfa, taiko bachi, yari, nuntibo, sai, and kama. Participants had the opportunity to refine their skills and learn new techniques within the art of kobudo.
One of the highlights of the camp was the dan grading ceremony. Several dedicated practitioners from different countries showcased their abilities and received their new ranks in Tokushinryu Kobudo Europe. Here is a list of the new ranks and the recipients’ names:
SHODAN:
Alexander Vandrup from Hvidovre
Sofus Mortensen from Hvidovre
Otto Mortensen from Hvidovre
NIDAN:
Frank Strüwe from Germany
Heinz Tessner from Germany
Peter Hansen from Copenhagen
Franz Rasmussen from Farum
Peter Ekebjærg from Copenhagen
SANDAN:
Sven Misckewitz from Germany
YONDAN:
Per Sørensen from Brønderslev
Andreas Mischkewitz from Germany
Claus Skov Petersen from Copenhagen
This grading is evidence of the participants’ hard work, dedication, and commitment to kobudo. It is a significant milestone in their Budo journey, acknowledging their outstanding achievements.
Farum Tokushinryu Kobudo can be proud of hosting a successful camp that brought together practitioners from different countries to share their passion and enhance their kobudo skills. The camp and grading have marked an important event in the history of Tokushinryu Kobudo Europe and have contributed to promoting awareness and spreading this traditional Okinawan martial art in Europe.
With such an impressive camp and grading, the future looks bright for Tokushinryu Kobudo and its dedicated practitioners. It is a testament that traditional martial arts continue to thrive and adapt in modern society, and their values of discipline, respect, and personal development persist
Foto/tekst: Jesper Markvardsen og Jesper F. Andersen
Den 27. august afholdte Shobu Ippon Danmark en succesfuld dommeruddannelse i Hørsholm. Uddannelsen, ledet af Jesper Markvardsen Sensei, tiltrak opmærksomhed fra 10 Shobu Ippon Danmark dommere og 19 kæmpere, der var mødt op for at deltage. Dagen blev en højintens uddannelse, hvor dommerfærdigheder inden for kumite blev finpudset på både det teoretiske og praktisk plan.
Jesper Markvardsen Sensei guidede deltagerne gennem et uddannelsesprogram, der fokuserede på detaljerne i dommerrollen inden for kumite. Fra teoretisk indsigt til praktiske øvelser dækkede uddannelsen et bredt spektrum af dommeropgaver og regler. Dette sikrede, at alle deltagerne fik større rutine og indsigt i Shobu Ippon konkurrencernes kompleksiteter.
Efter træning fik Henrik Sensei fra Gilleleje Karate Klub overrakt dommernål af Jesper Markvardsen seisei. Nålen fungerer som en anerkendelse af Henrik sensei´s dygtige dommerkompetencer og arbejdsindsats i Shobu Ippon Danmark. Stort tillykke til Henrik sensei med udmærkelsen.
Henrik sensei (arkivfoto)
Formålet med uddannelsen var at udruste dommerne med skarpere færdigheder i forventning om det kommende Shobu Ippon stævne – “Kampen om Øresund”, der er planlagt til den 11. november i Gilleleje.
Shobu Ippon Danmarks dommeruddannelse lover at bidrage væsentligt til afvikling af kommende stævner med henblik på en retfærdig og korrekt vurdering af kæmpernes præstationer.
Vi takker alle kæmpere, der deltog i dommertræningen, og ser frem til “Kampen om Øresund”, som næste gang afholdes i Gilleleje.
For yderligere information om stævnet, kan du læse mere [her]
Hørsholm Karateklub havde fint besøg af JKS Honbu Dojo instruktør, Sensei Shohei Toyama, 5. dan i en forlænget weekend fra torsdag d. 31. august til og med søndag d. 3. september. Med 4 træninger om dagen i både kumite og kata, fik mange medlemmer og gæster rig mulighed for at nyde godt af Senseis erfaring, bl.a. som træner for det cambodianske landshold.
I samarbejde med JKS Danmark lagde Hørsholm Karateklub lokaler til et 4 dages træningsbesøg af Sensei Shohei Toyama fra JKS Honbu Dojo. Toyama-sensei, der også er fungerende landstræner for det cambodianske landshold, underviste 4 gange om dagen fra torsdag til søndag, og nåede også forbi Charlottenlund Karateklub til et par træninger.
Træningerne var planlagt så de første 2 træninger var undervisning af henholdsvis 10.-5. kyu og 4.kyu-dan-grader, med fokus på kihon og kumite, mens de sidste to træninger hver dag fokuserede på en enkelt kata til hver træning.
Torsdag startede Toyama-sensei sidst på eftermiddagen med 1 times træning af begyndere og letøvede, hvor der blev arbejdet med kihon og grundlæggende kumite-øvelser. For nogen var det en af de første smagsprøver på kumite-træning, og med sit gode humør og letforståelige forklaringer sikrede Toyama-sensei, at det blev en god og lærerig introduktion. For andre, der havde prøvet kumite før, var der dog også masser af gode tips og pointer, ift. hastighed, koordinering og arbejde med at lukke distancen.
For 4. kyu og op bød torsdagen på kumite-træning med fokus på timing, strategi og måder at bevæge sig på, og dette blev det gennemgående tema for hele træningsweeekenden. Træningen begyndte med kihon-øvelser, hvor der var fokus på bevægelse. Først bevægelse fremad og baglæns med forskellige fokusområder, såsom bevægelse i samme højde, kamae-position, fodposition mv. Der blev gradvist bygget på og i en glidende overgang blev det til kumite-øvelser. Toyama-Sensei får teknikkerne til at se legende lette ud men trods ihærdige forsøg på at implementere, må man bare konstatere, at øvelse gør mester. Og øvelse skal der til!
De to sidste træninger torsdag bød på kata-træning med fokus på Enpi til den første træning og Gankaku til den anden træning. Kataerne blev delt i brudstykker, og Toyama-Sensei demonstrerede i tråd med både kihon- og kumite-træningen, hvordan kata også kan bygges op med timing og kime. Med inspiration og gentagne øvelser forsøgte alle at implementere de fif, som Toyama-Sensei rundhåndet delte ud.
Fredag fortsatte begynderne med fokus på kumite, og der blev bygget ovenpå nogle af erfaringerne og øvelserne fra torsdagens træning, og langsomt, men sikkert begyndte øvelserne af falde på plads og give mening for alle.
For de lidt mere øvede (4. kyu og op) bød fredagens kumite-træning atter på kihon, der fokuserede på bevægelse. Hvordan man bevæger sig fremad og tilbage med forskelligt fodarbejde. Dette blev taget med videre i kumite-øvelser, hvor fod- og benarbejdet blev implementeret samtidig med at der gradvist blev sat arm-teknikker på. Dertil blev det krydret med timing. Dermed kom der mange dimensioner på en enkelt øvelse for benarbejde. Toyama-Sensei sørgede, at stemningen var god og der var plads til både grin og fejl.
De sidste træninger fredag var en god optakt til weekend med fokus på Bassai-dai og Chinte. Der blev knoklet med diverse sekvenser i begge kataer og særligt Bassai-Dai blev implementeret med masser af kime og en mere flydende timing end vanligt. Trods en lang og varm dag i dojo’en, fik alle masser af inspiration til fortolkning og udførsel af kata. Toyama-Sensei formåede med høj kvalitet at udføre men også med viden og omhu at hjælpe med at få det bedste frem i enhver.
Lørdag startede tidligt (meget tidligt for nogen af de yngre udøvere), med træning for begyndere og letøvede kl. 9. Et vigtigt element af træningen var at arbejde med at øge distancen igen efter afsluttet angreb og begynde at sætte flere teknikker sammen i kumite.
Formiddagen fortsatte for de mere øvede i samme tråd som de forrige dage med at bygge videre på de kihon- og kumiteteknikker således repertoiret blev udvidet, dog hele tiden med udgangspunkt i basisteknikkerne, som blev introduceret de første par dage. Toyama-Sensei lagde vægt på at træne meget konkrete og brugbare teknikker, ofte med udgangspunkt i sig selv og egen størrelse og formåen. Således blev teknikkerne meget anvendelige og overførbare.
Lørdagens kata var Kanku-dai og Gojushiho-sho, og som de forrige dage blev sekvenser trænet med fokus på teknik, kime og timing. Toyama-Sensei udviste også her stor indsigt, både ift kataens form og udførsel men lige så meget ift hvordan den enkelte kan yde sit bedste på trods af eventuelle udfordringer med kroppen. Toyama-Sensei viste stor åbenhed for at kunne hjælpe alle og stillede sig kontinuerligt til rådighed.
Den sidste træningsdag søndag, startede som lørdag allerede kl. 9, og her fik begyndere og letøvede lov til at arbejde med at sætte alt det lærte fra de foregående dage sammen. Med opmuntring og gode pointer fra Toyama-sensei, blev det da også tydeligt at flere havde rykket sig markant ift. den mere tøvende start torsdag.
Det samme gjorde sig gældende for de mere øvede. Søndagens træning var derfor også endnu en forlængelse af de forrige dage, hvor Toyama-Sensei fik slået en fed streg under sine enorme kompetencer indenfor både kumite og kata. I kumite blev der igen arbejdet med teknik, taktik, timing og bevægelse. Øvelserne blev lavet parvis og selvom tiden – igen – fløj afsted, føltes det som om, alle havde rykket sig lidt. I hvert fald var hovedet fyldt med input og masser af inspiration.
For weekendens afsluttende to kata-træninger var omdrejningspunktet henholdsvis Jion og Gojushiho-dai. Og endnu gang testamenterede Toyama-Sensei, hvordan kata og kumite og kihon går hånd i hånd. Og med sjove kneb og finurlige øvelser blev der arbejdet intenst med kataerne delt op i sekvenser og øvet flere gange. Selvom disse træninger var de sidste efter en lang og lærerig weekend, var energien og intensiteten stadig høj. De sidste knivskarpe input skulle med hjem.
Det var som altid lærerigt, spændende og fornøjeligt at have besøg af en kapacitet som Sensei Shohei Toyama. Ud over det gode træningsudbytte, var det som så ofte før også en fornøjelse at have gæster fra nær og fjern med til træningerne. At samles med både kendte og nye ansigter og lære sammen, og skabe netværk på tværs af klubber og geografi er for mange en vigtig del af fællesskabet omkring karate, og det har været dejligt at JKS Danmark og Hørsholm Karateklub har kunnet bidrage til at skabe en ramme for dette.
The Ystad International JKA Cup 2023 played host to a remarkable gathering of karate enthusiasts, with a strong contingent from Shobu Ippon Danmark clubs making their mark at this prestigious event. The tournament saw participation from numerous JKA (Japan Karate Association) clubs across Sweden, creating an atmosphere brimming with competition and camaraderie.
Leading the charge from Denmark were Hørsholm Karate Klub and Taifu, collectively bringing nearly 50 competitors, coaches, and parents to the competition. Their efforts did not go unnoticed, as Danish clubs secured an impressive total of 11 medals.
One of the notable aspects of this event was the collaboration between Shobu Ippon Danmark and JKA Sweden, as they demonstrated their commitment to supporting each other’s tournaments and fostering the growth of Shobu Ippon Karate. This partnership also extends to the joint organization of the Nordic Open in Shobu Ippon, showcasing the shared dedication of both countries to promote traditional karate among the Nordic contries.
The tournament featured a wide range of age groups and was spread across four separate areas, with matches taking place from 10:00 AM to 4:30 PM. The high level of competition was evident in the exceptional kata performances, highlighting the dedication and skill of the participants.
The event’s success is attributed not only to the participants but also to the diligent organizers who ensured its smooth execution. As the tournament concluded, many competitors look ahead to the upcoming Nordic Open in Oslo and the highly anticipated 6th Shobu Ippon Tournament scheduled for February 24, 2024, at Hørsholmhallen.
The Ystad International JKA Cup 2023 was a testament to the vibrant karate community’s dedication to their sport and their commitment to forging international connections that strengthen their shared passion.
Søndag den 1. oktober afholdt Okinawan Shuri Ryu Denmark sit årlige Stævne Shuri Cup. Scenen var i år sat i Århus, hvor udøvere af stilarten fra hele landet valfartede til for at dyste i Kata, Kobudo og Kumite og der blev vist gode Kataer med og uden våben, samt kæmpet godt i kumite fra de helt små og op til de granvoksne mænd som traditionen tro afsluttede stævnet, med nogle gevaldige herredyster.
Stævnet er jo lagt an som et begynderstævne, hvor udøverne under trygge former kan prøve kræfter med stævneformen. Derfor var der også tid til små stop under kampene, hvor dommerne kunne vejlede og råde kæmperne til hvordan de bedst opnåede en scorende teknik.På samme måde var det jo også for de mindre rutinerede dommere en mulighed for under supervision at øve sig på deres dommergerning. Begge dele fungerede rigtig godt også i år og det var en fornøjelse at se de glade ansigter på deltagerne som både viste kampånd og udviste fair play både på kampfladen og udenfor.
Århus Shuri Ryu havde arrangeret stævnet i år og havde med stor flid og dygtighed arrangeret et stævne med fokus på så mange kampe som muligt for deltagerne, men også med fokus på så god en afvikling af stævnet som muligt. Stor ros til dem.
Alt i alt var det en god dag, og vi glæder os alle til næste år.
Søndag den 1. oktober afholdt Okinawan Shuri Ryu Denmark sit årlige Stævne Shuri Cup. Scenen var i år sat i Århus, hvor udøvere af stilarten fra hele landet valfartede til for at dyste i Kata, Kobudo og Kumite og der blev vist gode Kataer med og uden våben, samt kæmpet godt i kumite fra de helt små og op til de granvoksne mænd som traditionen tro afsluttede stævnet, med nogle gevaldige herredyster.
Stævnet er jo lagt an som et begynderstævne, hvor udøverne under trygge former kan prøve kræfter med stævneformen. Derfor var der også tid til små stop under kampene, hvor dommerne kunne vejlede og råde kæmperne til hvordan de bedst opnåede en scorende teknik.På samme måde var det jo også for de mindre rutinerede dommere en mulighed for under supervision at øve sig på deres dommergerning. Begge dele fungerede rigtig godt også i år og det var en fornøjelse at se de glade ansigter på deltagerne som både viste kampånd og udviste fair play både på kampfladen og udenfor.
Århus Shuri Ryu havde arrangeret stævnet i år og havde med stor flid og dygtighed arrangeret et stævne med fokus på så mange kampe som muligt for deltagerne, men også med fokus på så god en afvikling af stævnet som muligt. Stor ros til dem.
Alt i alt var det en god dag, og vi glæder os alle til næste år.
Story by Joshinkan Germany, October 2023. You can find the images at the end of the blog (some images are taken from video frames with lower resolution)
Indonesian traffic is ruled by scooters. Everywhere you need to go, you wave for a scooter taxi. If you are lucky, you get a helmet. You better hang on to the side handle during the ride. The skilled riders zigzagging through the horrific (left-hand) traffic, scooting into the other lane to skip cars. Most riders wear masks, not for the pandemic, but because of the pollution and dusty roads in overcrowded cities on Bali. Having had the prospect to travel to Indonesia, I did not want to miss the opportunity to look at the local martial arts of Pencak Silat. I practice Isshinryu-Karate and Tokushinryu-Kobudo and had only little exposure to Bruneian Silat (SSBD). My specific interest in going to Bali was to learn something about the traditional aspects of the local arts and the integration of traditional weapons into their system.
I had planned my visit to a local Pencak Silat “Padepokan”(which means “dojo”) a few months in advance. However, it was not easy getting in contact with a local school. They probably get a lot of requests and don’t answer until the time is due. It was just until a few days before my arrival on Bali that I received a message from Mr Adi Wirawan, the head coach of a regional Silat school. Master Adi invited me to visit his school and practice the art of Bakti Negarain Badung, about 1 hour north of Denpasar. I booked a place in the area, which was far away from the tourist beaches and holiday villas.
I have summarized my three days of training in Bakti Negara below. In addition, I provide insight to Bakti Negara, based on several interviews with local masters and hope this is also of interest to the martial arts community in Europe.
Image 1: Bakti Negara insignia
Training day 1
Mr Adi suggested meeting on Monday evening. I arrived in Ranting, Badung region after a 20-minutes scooter ride through dense traffic. I brought my Karate pants and a T-shirt, hoping for some introduction to Bakti Negara. The school waslocated at the teacher’s private ground, attached to his house, which is a combined area of living space and temple. A steep driveway leads to the property. I saw a Ying-Yang ornament laid in stone on the ground next to a small, gated Hindu temple which is meant to protect the training place and its students (see also image 7). The gate had a variety of ornaments, emblazed in the middle I recognized a golden Swastika, which in the Hindu-Culture (also in Buddhism) represents different aspects such as core Hindu scripture, four seasons of the year, good fortune, or cycle of life – just to mention a few.
Master Adi was still at work when I arrived. I entered a sheltered open area with green tatamis and a roof made of corrugated iron sheets. There was only little space between the grey painted stone walls and the roof, allowing a small stripe of daylight to shine into the Padepokan. The floor wascovered with a square of 6×6 meters of tatamis, which looked very much used. A metal frame with monkey bars and racks for boxing sacks was installed at the left-hand side of the shelter. A pile of old car tires purposed for training and a dozen of pads and other equipment were stacked in the corner. The front part of the Padepokan had two large mirrors and a concrete seating area with the words “Bakti Negara” laid in stone. Not to forget, there was also a small toilet room with a ground floor WC and a shower.
Two SUVs were parked right on the edge of the tatami. At18:30, dusk was approaching fast, my phone suggesting it is about 30 degrees and 92 % humidity! So, this was an outdoor training center with minimum comfort. Nothing for spoiled kids, I thought.
A young man in his twenties and a younger lady practicedalready in full protective gear on the green tatami floor (see image 2). Despite the heat, the young woman wore tracksuitsand body protector, but no head protection, or gloves. The young man showed his partner take down drills from standing positions and sweeps. Few punches, catching the leg after a kick and taking the partner down. Again, and again.
I sat on the concrete bench and watched the training for a while as two scooters raced into the shelter and two young men in black Pencak Silat outfit got off their motorbikes. One of them introduced himself as Arya, the son of Master Adi. The other one was Radith, also a student at the local place.
Arya informed me that his father will be late from office, and I should make myself home. The boys asked me a couple of questions in English. I learned that both are Police trainees and delegated to the national Bali Silat team, preparing for the national championships in November. Arya showed me the huge banner on the wall with his image after winning the South-East-Asia Junior Games in the Pencak Silat fighting division in 2019. He certainly must be the pride of the family, following his father’s footsteps. It turned out that the young woman who trained with a partner when I arrived, was Arya’s sister Tasya, also a talent in Bakti Negara.
Image 3: Master Adi Wirawan, Chief Coach Bakti Negara Ranting.
Meanwhile another scooter drove into the hallway. The men also wore a black traditional Pencak Silat uniform with a black belt. He was holding on to a long bamboo stick with a red-white ribbon attached – the colors of the Indonesian national flag. When he took off the helmet, I saw a bald gentleman in his sixties with a friendly face and well-trained appearance walking towards me. This was Mr Oka Ajik, andone of the senior coaches and trainers of Bakti Negara (see image 4). Mr Oka used to work in the tourist industry and had travelled the world. He had a good command of the English language, which made it easy for me to introduce myself and thank for the invitation to learn something about Balinese traditional martial arts.
Eventually, Mr Adi also arrived from work – with one of his electric scooters. Eventually we got to meet in person. Mr Adi began with Bakti Negara about 36 years ago, when he was 9 years old (see image 3).
He quickly changed into the traditional Pencak Silat uniform, and we began with the training. Every training starts with an etiquette or prayer, similar to the Japanese practice, with closed eyes and bowing into the corner of the masters’ portraits. This was followed by warm-up; similar routine as we practice in Karate to get body, muscles, and joints flexible. For stretching, flexing and warm-up, every movement is repeated twice before switching to the other side or exercise.
Bakti Negara also has “kihon” implemented. A set of techniques, such as double punch to the middle, punch to the groin (all in one sequence), inside block, outside block, backfist. There is no single punch to the face from high a stance, due to the fighting rules and the understanding, the fighter would throw middle punches and the opponent, when hit would lower his stance, which brings the neck and face into the target zone.
Image 4: Master Oka Ajik, trainer at CWB Bakti Negara Ranting.
We trained kicks, such as the “Cobra-kick”, which is a unique technique. The aim of the sequence was to catch a karate-kick like Mawashi Geri, which was easy enough, followed by a sweep or other forms of take down. The latter takes some technical skills. The cobra-kick works from the outside with an outwards hip (opening) rotation and high-up knee to kick to the chest of the opponent. I have never kicked that way, but it feels effective and makes catching the leg much more difficult.
My host asked me to show some karate routines, which gave me the opportunity to introduce a specific Isshinryu flow, which I learned from Sensei Lars Andersen from Copenhagen. The young athletes showed great interest and had been excited to learn something new. This gave me the possibility to explain more about Karate and how it is practiced in Europe. After that we continued with sand sack training, kicking, and punching with haymakers and uppercuts. Now I was drenched in sweat. The humidity in October was incredible high and I was definitely not used to it(see image 5).
At the end of the training Master Adi’s lovely wife, MsHanas, offered snacks and lemonade. I used the break to inquire more about the weapons of Bakti Negara and the symbolics of their crest.
Later on, Arya volunteered to show me a form with the long stick and with Golok, the machete, or as it appears, a very long, solid knife. This performance was beautiful and gracious. I tested the handling of the Golok and tried to move the blade in a safe way. I was told to think about Nunchaku, which was a good tip. However, rolling the long knife through the fingers and the hand will take decent time to practice.
The training finished about 21:00 hrs. Ms Hanas had organized a scooter to take me home and insisted on paying for the ride.
Training day 2
On the next day, I arrived already at 18:00 to prepare myself and go through some routines of the previous training. An old gentlemen close to his 80s, walked into the training place, wearing traditional clothes, a sarong, and slippers, but no shirt. I greeted him but he did not speak any English. He looked like someone with a great sense of humor. He then only smiled and watched my activities. Now I had no excuse to train despite the heat and humidity. Later it turned out that the men being Master Adi’s father.
After a short while, Ms Hanas came to welcome me. She invited me to see their house and learn about their tradition. I was guided through the property gate into the beautiful house with a white stone floor and high ceilings. Ms Hanas showed me the backyard where I noticed an elevated area also with white stone floor, which is the family gathering place. In addition, there was another wooden platform, built in a traditional fashion with carved poles and a temple-inspired roof. This open-air space serves as a ceremonial place. In case a family member would pass away; the body would be bedded there in a certain way for visitors to come to show their gratitude and respect for the deceased before cremation takes place.
Image 5: Bakti Negara training for the author.
The yard also had roof top temple to worship the gods and commemorate the ancestors. It is deeply rooted into Hindu-tradition, that every real estate must have its own temple and a ceremonial family place for the funerals of family members. The ashes of the ancestors are placed inside such private temple. The two red brick stone temples were about 3-4 meters high and 1 meter wide like a miniature tower, with golden roofs and stone inlays. Small colorful doors with golden frames were attached (see example image 6). Plates with incense cones, flowers and symbolic offerings had been placed at the bottom of the temple. I was flabbergasted and overwhelmed by the place and the open-minded introduction to all these religious aspects of their private life.
In one corner of the yard, I spotted a massive stone wall with the symbols of Bakti Negara: a sword, a trident knife (like Japanese Sai), and a bamboo spear, framed by cotton and rice paddy branches on each side. These are the three symbolic weapons of Bakti Negara, the Trisula (Sai), often seen with Shiva monuments; the Bamboo spear, symbolizing the typical essay accessible farmers weapon, and last but not least the machete, a regular working tool. The chain under the symbol stands for independence from oppression and the rice and cotton leaves demonstrates prosperity (see image 1).
Everyone visiting such a place will be enchanted by the mystic charm of the aesthetically architecture of Balinese traditional houses. As a first-time visitor to a private Balinese house I am carried away by so many impressions and insight to the traditional and religious life of the family. When I travelled through the streets, I then recognized all the private house temples sticking out behind the walls. To put this in perspective: The price of a temple to be build is the same as the house itself.
Image 6: Example for a house temple on Bali
Right on time, Arya and his sister Tasya arrived. We practiced the Cobra-Kick again and did some pad work. Arya definitely did not spare his sister. She also showed some great skills. Later, after Master Oka arrived on his scooter, we intensified the sweep work. Scissor sweeps are common in Bakti Negara. The action can start on the floor, attacking the rear foot to unbalance the opponent, but it can also be above the knee, the waist or for some athletic action, high up to the neck to get the opponent rolling or spinning. Arya used a human size dummy for the training. Master Oka holding the dummy and Arya would snap it with a slide-jump, making the dummy slamming to the ground, followed by a second spin, using the momentum of action. This looked smooth and effortless. However, when I tried the exercise, I noticed how difficult it is to focus on the continues spin after the initial part of the take down sequence, which is the cherry on the cake for this flow. I got excited when Master Oka brought out the Golok again and we practiced basics, which in Kobudo would translate to the eight corners, slicing in all directions, finish with a stab to the middle. The blade is only sharp on one side which allows one to attach it to the forearm, hiding it from the view of the opponent, similar to the “Gyaku Mochi” position of the Sai in Kobudo.
Figure 7. Figures in front of the Padepokan
I noticed a pattern across the practice of weapon forms in Silatwith pointed weapons (Golok, Kris). The person would drop into a lotus seat position and stab sideways under your armpitfor a hidden attack. When practicing spinning into the lotus seat, I was afraid to look like a spider trying ice-skating. I was sure, the grandfather had some fun watching me. Anyway, the Golok and Kris practice was a lot of fun and new to me, since the Kobudo-system, which I practice, does not include a knife or sword. The closest weapon from Tokushinryu Kobudo to this application would be Rochin (Tinbe) and Kama, the sharp sickle. By the way, the Balinese sickle in Bakti Negara is curved like a moon and has a shorter grip.
Master Oka showed me some techniques with the rattan stick, called Toya. I followed the drills which are much more fluent in Bakti Negara due to the light weight of the weapon compared to the Kobudo oak Bo. After a while, Mr Oka produced the most stunning and unexpected weapon – a long black whip, the “Pecut” (see image 8). I got to see it in action and was frightened about the sound and power of this long-range weapon.
Master Adi could not join the training due to the dense traffic from his workplace at the airport. However, he and Master Oka remained available for interview questions.
Towards the end of this intense training day, Ms Hanas brought huge coconuts with bamboo straw and a plate withfried sweet potatoes, which came in handy after the exhausting training under the boiling hot shelter. We all sat at the stone bench chatting away and enjoying great company. Mr Oka had also filmed the actions during the training. They shared the videos with their peer groups since the message had spread that a foreigner came all the way from Europe to Banting to learn about Bakti Negara. I felt very welcome.
Image 8: Master Oka performing Pecut.
I thought, this was the right moment to handover the gifts I brought. I presented Master Adi, Master Oka and the Arya with a Joshinkan Kobudo T-shirt, some patches, and a book. Not long after, Master Adi presented me with a t-shirt in return, with the Bakti-Negara logo and the sign “Denpasar Fighter”. Fantastic!
Meanwhile, Ms Hanas had called (and again paid for!) my scooter Taxi. I hurried to finish my food. Mr Adi showed me how to handle the coconut and get to the meat through the small hole on the top. He said that’s like an isotonic drink, good for sport. I got few more potatoes on the way and left the training center, looking forward to getting a shower and a dip in the pool of the resort. By the time I was back, it was about 10 p.m. Never slept better.
Training day 3
We had not agreed in advance about the number of trainings or how many days I could spent in Ranting training center. However, Master Adi offered me to come as often and long as I wanted, free of any charge, since this is not the philosophy of Bakti Negara.
So, I attended another day, especially to continue with the conversation about Bakti Negara. My scooter taxi dropped me at 6 p.m. There was the student from the first day, working out with weights and CrossFit exercises. No doubt, he was fit as a fiddle. He left shortly before Arya and his friend Raditharrived.
Mom, grandpa, and another friend also came by to take pictures and watch the training. For the warmup, Arya asked me to show some Karate techniques. I introduced a flow of lock techniques, which originate from Isshinryu Sensei Lars Andersen, inspired by kata applications and also modern submissions techniques, and chokes. I noticed that my junior training partners had little experience with hand wrist manipulation and neck chokes, which is understandable since they primarily focus on performance and competition. However, they had great fun as well as the spectators on the side of the tatami.
Mr Oka arrived at the scene, which gave me the opportunity to ask to take some photos and film a short interview about the meaning of the symbolics of Bakti Negara. The junior athletes agreed to film some of their techniques and applications. They put on the kit and demonstrated the competition rules, supported my Master Oka as referee. I learned that rules had changed for the Indonesian Silat Federation to make the fighting more attractive and introduced different point systems over the years. This sounds familiar to Karate practitioners. Silat is practiced in many South-East-Asian countries and had spread over the time to Europe, Brazil, the US, probably with migration waves of Indonesians. Despite the internationalization, the Indonesian association has little interest in any Olympic recognition such as Karate-Federations had.
The Karate competitions during Olympia 2021 (2022) in Japan did not remain unnoticed in Indonesia. However, there are no ambitions to uplift Pencak Silat to an Olympic discipline. When travelling through the country, especially in Denpasar, I saw a few karate schools and a good number of students in full karat uniform flying past on their scooters on the way to the training, I supposed. So, few karate schools are also available on Bali.
Anyway, Master Adi arrived from work, and we continued with discussions and interviews about the structure of Bakti Negara on Bali. The implementation into school, university, police, and military provides broad access to students and support. I probably asked too many questions due to my lack of knowledge about Pencak Silat and Bakti Negara. I hope not to upset my hosts. It actually reminded me of Japan, when we visited our masters and had all kind of questions. You all know that there is often a standard answer, especially at mainland Japan. However, here on Bali I also tried to thread carefully, not to overwhelm or challenge my hosts. But I got the impression this was not an issue and Master Adi and Master Oka patiently answered my questions.
Image 9: Arya performing weapon form. Notice Golok and stick.Image 10: Lotus seat during form.Image 11: Rattan staff Toya in action.
In addition, Arya was asked by his father to explain and demonstrate the performance requirements for weapon forms. If I understood this correctly, the athlete must perform 3 formsafter another, beginning with open hands, followed by twoweapons. Arya took position on the sideline corner of the tatami. His name and the school are called out loud. He was holding the Golok machete in the right hand and the long rattan stick in the other hand behind his back (see image 9). The end of the rattan stick was only visible a couple of inches behind his head. Then he marched into the middle of the sideline, followed by a quick 90-degrees turn, facing the center and then walked to the last row of the tatami, where he put down the stick and Golok. Now a ceremonial set of movements followed, referred to as “dance”. Arya then began the open hand form. I saw an elegant “kata” with quick moves, kicks, and jumps. At the end he arrived close to the weapons in a lotus seat position. He then took the Golok to continue without break. I could hear the special breathing, like hissing-sounds; there is no kiai, though. After a minute or so, the Golok was exchanged with the rattan stick, which cuts the air with a buzzing sound and two-three snappy hits to the floor with a loud bang echoing under the metal roof shelter(see image 11). The performance finishes again in the lotus seat (see image 10). Then he performed the standard etiquette. This completed a 4-minutes competition form! I wasimpressed and can only imagine how exhausting this wasunder these conditions. After more chatting and explanations, we took a seat and Ms Hanas offered us coconuts and snacks. We took some final photos.
I changed my soaked T-shirt. The soles of my feet were pitch-black from the dusted tatami. The local scooter taxi arrived,and it was time to say goodbye. I was taken away by their hospitality and friendship offered to a stranger who walked in as curious tourist two days ago and will leave as a friend – like brothers (and sisters) in arms. I enjoyed the open-minded and friendly atmosphere and asked myself how we at home would embrace someone coming by, disturbing the routine of preparation for an important championship, and asking hundreds of questions, and even paying for transportation. …. Exactly!
History and roots of Bakti Negara
Pencak Silat, in the Javanese culture means “Martial Arts” and is the umbrella for all regional self-defense arts. The historical roots go way back to the 8th century. There is almost an uncountable number of Pencak Silat styles in Indonesia and South-East-Asia, ranging up to 1000 variations, which also include different sets of weapons.
Bakti Negara as one of the Pencak Silat forms translates into “Loyalty to the Nation”. Bakti Negara is a regional school that was established as a style in 1955 by a group of Balinese war heroes. The element of warriors and their involvement in the post-colonial resistance and the national independence movement 1945-1949 against the Dutch Empire is of utmost importance to understand the role of Bakti Negara and other Pencak Silat styles on Indonesian Islands.
The Silat schools see themselves as a social movement, supporting society. The Bakti Negara motto is enshrined in their statutes as: 1. Self-defense, 2. Defense and Protection of the family, and 3. Protection of the country (see image 12). This demonstrates the strong relation between government and Silat. Police, public administration, and army are strong supporters of Pencak Silat.
Image 12: Motto of Bakti Negara.
On Bali, Pencak Silat is even more popular than soccer, which ranks on number 2 of sports activities amongst young people. This has also to do with the fact that the costs for football equipment is high for a family, earning substandard wages, and there are almost no football fields available. Also, forget street football at such densely populated areas like Indonesia with 250 million people. So, Bakti Negara, like other Silatstyles, offers free access to training. The Bakti Negara school in Badung/Ranting teaches classes every night for up to 35 participants from 8 years up to university classes. Athlete students can receive training under very good conditions in Denpasar at special facilities.
Competition
My first lesson in Bakti Negara focused on the sportive side of the system. The two junior athletes explained the rules for fighting. They fight for 3 rounds fighting á 2 minutes. A correct punch to the body (protected areas) would be 1 point. 2 points are given for a kick to the protected areas, and 3 points for a take down. The fighters don’t use head protector, and no gloves. The protective gear is Shin protector and body protector (like in Taekwondo), as well as groin cup. Punches or kicks to the head are not allowed. The style of fighting looks like moving into positions, certainly no jumping like in Karate.
There are direct punches, and hooks. Hooks can be thrown like upper cuts in boxing or like a swinger from behind. It is often used in a hidden way. The straight punches are also performed such as in Karate with horizontal or slightly twisted fists. The head and the back are taboo for punches.
There are 3 main kicks. The forward kick (like Mae Geri) is called “Tanjip”-kick, whereby the knee gets up high and the foot performs an arc from outside to the chest of the opponent(see image 13). This is also called the “Cobra”. In addition, I was introduced to the T-Kick, which resembles Yoko-Geri and can also be performed as 360-spinning kick. Often, the T-Kick starts from a holding position, one leg up (similar toTaekwondo). The kick is definitely quick and sharp. The third basic kick is called “Tampias” and looks like Fumikomi(inside kick). The athletes can stop the opponent with this cross-kick and continue with punches. The area of allowed contact is the whole leg, except the knee.
I realized that a lot of emphasis was given to leg and foot sweeps. The students demonstrated their techniques, which are take downs with a variety of scissor sweeps, whereby one hand touches the ground, and the other hands grabs the opponent before the legs close in (see images 14, and 15). Also, a full 360-sweep on the floor can take down the partner. Often combined with a kind of anaconda roll on the ground with crossed legs to spin the opponent. In the past, some accidents had been reported where athletes hit the ground with their head and suffered severe neck injuries.
Image 14: Working on leg sweeps.
Before the fight starts it is mandatory to perform a “dance”. This dance is probably easiest to describe as a mini-form which looks like a short Kungfu-performance. Every school has its signature moves, some may stand on one leg in a certain fighting posture, while others have an open hand form (see image 20). Anyway, it looks very elegant, like a traditional Balinese dance. These dance moves resemble the concept of Bakti Negara in memory of the oppression of martial arts during the colonial period up until the early 20thcentury. Historically, the Pencak Silat fighters had combined traditional music and dance movements to disguise the practice of their martial arts from the administration of the occupiers.
Also, during the regular competition there is almost no jumping around as we see it in Karate sport. However, the athletes here also move lightning quick. Their standard position would be a standoff almost like in Judo, with a wider stance like Shiko Dachi and with open hands; mainly one hand as fist and the other hand is kept open.
Image 15: Scissor in perfection.
Open hand techniques
Master Adi and Master Oka demonstrated a variety of basics and applications of open hand techniques. Since Pencak Silat and the Balinese Bakti Negara are deeply rooted in the resistance movement, which required fighting hand to hand against armed enemies, the techniques had to be very efficient. Open, flat hands are used to stab the eyes and clap against head and ears, called “sword hands”. Another open hand technique is applied to grab and squeeze the throat in a low stance. This is called “the monkey grabs the fruit” and can also be applied to the groin. A double hand chop to the arterial parts at the neck is called “the closing lotus”. Spreading the arms in a circular way before the body (similar to Mawashi Uke) for the purpose of pushing or defending, is called “the lotus opens”. I don’t recall the poetic name for another technique, which Master Oka seemed to like very much, since he enjoyed a couple of times lifting me up on his shoulder and helicopter me around before slamming me to the floor (which he did gently).
Weapons
My specific interest for the journey was to learn about the different weapons in Silat. I thought about Karambit, Tekpiand the staff. However, to my surprise I learned that those are not known included in their system. I was explained that names for similar weapons might differ from island to island. Balinese schools train with various weapons, which in total might be up to 100 different weapons due to their different makeshift. Here in Ranting, a number of 9 weapons form the system of their martial arts. The most iconic weapon is the “Trisular”, trident pole (to be compared to as Sai), also known as Shiva’s weapon (part of the 3-wepaon symbol of Bakti Negara); the “Golok”, a knife/machete with 40 cm long blade (sharp on one side, see image 16)., “Kris”, the most sacredweapon, is still used for ceremonial purposes (see image 17); the “Toya”, a rattan staff, the size of a regular Japanese Bo-staff; “Tombak”, a bamboo spear, sharpened on one end (also part of the symbol of Bakti Negara); “Kipas”, a hand fan; “Pecut”, an over 2m long leather whip; “Celurit”, a sickle to cut rice and grass, such as Japanese Kama; and the classic Nunchaku, same as in Japan. However, the chain seems longer. There are also variations such as a 3-sectional staff.
There are also form competitions (like Kata). The forms are universal and basically set for the standard weapons across Bali. The practitioner must perform 3 forms after each other without any break. This is a total of 4 minutes performance!Walking into the arena with 2 weapons, the Golok (machete) in one hand, the long Rattan staff behind the back, the athletegreets the panel of referees and puts the Bo and the Golok on the floor. Then the open hand form starts, such as Kata in sports-karate, followed by the Golok, the machete, and at the end – without any break, the Bo-staff, Toya follows. This can also be performed by a team of two, which includes freestyle applications like in team kata (Bunkai).
Image 16: Goloks used for training.
The rattan staff is very light, and the practitioners move the staff easily and sometimes hit the floor with a loud bang. There is no “kiai” though. Breathing is important as it is meditation. Also, before the training everyone has a moment of meditation.
The movements with Golok, the machete, or rather a long-bladed knife is almost artistic. Fast circular movements from the wrist, long lounges with arms, cutting and spinning the knife across the back of hand looks fantastic. I have seen many villagers in the rural areas carrying such a long knife in their traditional garment on a daily basis (see image 18).
The Kris is considered a sacral, ceremonial weapon, often handed down from the father to the son (see image 17). The weapon is ca 40 cm long and has an ornament-rich scabbard made from bone. The handle is short and not straight. Just like the Golok, the rear end falls to the side like a beak, which would be carved with motifs. The blade is very interesting. It is curved and sharp on both sides. The blade also carries ornaments engraved. The specific snake form of the blade is symbolic for the Hindu culture and the way of life, moving towards the tip of life/knife. Every curve of the blade has a religious meaning. The practical use of the weapon would lead to more severe injuries than the Golok. If an opponent would be stabbed to the stomach, the blade would rip out intestines. This is not a weapon supposed to be worn every day. If there is an official ceremony, requiring the Kris to be part of the etiquette, the owner shall practice fasting for one month.
Image 17: Master Oka explaining Kris.
After 1 month and 7 days he can eventually carry the Kris. Every 6 months, the personal Kris must be consecrated again with a ceremony for praising spirit, mind, and heart of the owner. As far as the practice with Kris, there are training weapons, which are used in almost the same way as the Golok. At the beginning of the Kris form (kata) the weapon is held vertical and with a quick upwards movement the scabbard is catapulted into air and should be caught immediately. Not always easy, as I can confirm when I practiced.
Image 18: Men in village carrying a machete.Image 19: Scary whip posture.
I have to admit that for me, the most impressive tool of the system was the Pecut. This whip is about 2 m long, with a firm handle made of black braided leather. The end of the Pecut has a thin string of different material with a few knotson it. Even here, the number of knots is of traditional and ritual importance, referring to the Sanskrit. However, when Master Oka beautifully performed a “kata” and cracked the whip in my direction, the supersonic sound, created through the highspeed movement of the knotted string, gave me chills(see image 19). The weapon is so fast that you can’t see the string flying. The noise is scary, and the injuries would be terrible. The knots would penetrate the skin and slice the muscle. Good practitioners can aim precisely for an eye, ear, or the hand. Master Oka controls the space by walking like a Balinese dancer and cutting of the lines of the opponent. For sure, I had to try. With a bit of luck, I snapped the Pecutproperly at the first try and the sound was loud under the metal sheet roof. However, after a couple of more attempts, I realized that the end of the whip always touched my head on the way forward, which was a painful smack. I can only express my greatest respect to the master to be able to control such a dreadful weapon.
About belts in Bakti Negara
Bakti Negara has a grading system which is aligned with age, years of training, and skills. Colored belts are red, blue, yellow, and purple. Each level requires constant training of 18 months (3 level, each 6 months). The masters carry a black belt. However, the leader of the system, which is currently Master Ida Bagus Oka Dewangkara, who is awarded with the highest belt: a white belt. Correct, the top rank – and there is only one person at a time – is white.
Master Oka demonstrated how the Bakti Negara belt is supposed to be worn. The belt is made of soft material, just like the uniforms and it resembles a traditional belt of the sarong. However, the belt is shorter than Karate belts and is wrapped around the waist, with a knot on the right-hand side. No embroideries on the belt. The belt is done in a way that an upwards loop is created on the right-hand side. Despite being tight, one can just pull the loop and release the belt quickly, which eventually turns into a weapon. I was seized to feel the action of self-defense with the belt. Similar to the whip, one can catch the hand, wrap it around the neck or limbs. Also, the nasty whipping snaps are part of the applications.
Master asked, what happens if you have no belt? He said, you can use your t-shirt. So, his shirt came off and the same applications was demonstrated, wrapping it around a hand or blade. Very important is the movement of the defender, cutting of lines and observing the weak hand, which would be the direction to move.
Essentially, I saw the connection between whip, belt, and t-shirt, or any other availabilities.
Bakti Negara – more than a national sport
I was explained that about 60 % of the Balinese population train or have trained Bakti Negara. Also, on Java and other provinces is the number of practitioners in that range. With a population of 275 million people, Pencak Silat is practiced by Millions of people. Bali has 4.4 million inhabitants.
This can only be achieved through free access to training, inclusion into the school and afterschool curriculum, government support, and the religious component, embraced in the daily life of the Hindu population, as this is the majority on Bali. Indeed, there was no festival, no hotel event, tourist beach celebration or national parade without Pencak Silat.
The philosophy of Bakti Negara: Self-protection, protection of the family, protection of the nation, is still a living and existing concept of life. Only by looking at the deep connection between the history of Bakti Negara as tribal art, the value of a national identity, the practiced religion, and the shared responsibility for society, one can understand how Bakti Negara, like other Pencak Silat, is part of national DNA.
Image 20: Before the fight starts.
This makes a difference to most other existing martial arts or fighting sports. In my opinion, this can only be compared to the ancient concept of Budo, which however, is not a living mainstream philosophy anymore in Japan.
Final thoughts
I came to Bali to learn some techniques and get a better understanding for their martial arts. I was surprised to see the basic conditions for their training, which can’t be compared to those in Western countries. Despite, Master Adi and Master Oka and their students welcomed me and shared their time and friendship. They trusted me despite being a stranger and non-practitioner of their art. They also patiently endured all my questions and accepted my limited understanding about Balinese history and culture. I learned more about the people and the meaning of Bakti Nagara to society. I saw super talented athletes and friendly Masters which gave me a great opportunity to come into their house and train together – also under the protection of a pantheon of Hindu gods. The way of life on Bali is heavily influenced by the Hindu-religion and its philosophy; one should always try to achieve balance in life, family, work, nutrition, and any other activity.
I can only encourage the reader to look up videos and information about Pencak Silat competitions and practice.
Arya had set up a WhatsApp group and we began sharing photos and videos from the training. The morning after the last training day I moved further north to a remote area with plenty of rice fields and small villages, close to the mountain Gunung Batukau (2276 m), away from traffic and busy beaches. Here, I had time to relax and digest the time with the masters and practitioners of Bakti Negara (see image 21).
Image 21: Retreat area after training north of Bali.
Few days later, before submitting this article, I received another invitation of Master Adi. The night before my departure from Indonesia he and his family came by to my hotel in Denpasar. They presented me with one of his personal Goloks (see image 22). What a great gesture. I will take home this fantastic gift, and much more importantly, great memories. I hope there will be another opportunity to meet.
Image 22: Receiving a gift of honor from Master Adi.
I came to Bali as visitor and tourist and surely leave as friend. I will always remember Bakti Negara, Indonesian Pencak Silat, and the wonderful people of Bali.
Makasi (thank you), sampajjumpa (Goodbye).
Disclaimer: Please consider this article as a travel report. Under no circumstances this article is meant to be a detailed account of Pencak Silat. My description is based on the exchange of information and interviews with local masters of the art and there might be misinterpretation of information on my side. Any comments or corrections are welcome.
I uge 42 var 16 karateudøvere på træningstur til JKS Honbu dojo i Tokyo, under ledelse af Sensei Jesper Markvardsen. Det blev en fantastisk tur med 3 timers daglig træning i absolut topklasse og en hyggelig mulighed for at lære hinanden bedre at kende og opleve lidt af Tokyo. Under opholdet var der mulighed for at træne med næsten alle de faste instruktører i JKS Honbu dojo, herunder flere, der tog næsten direkte videre til VM i Budapest som coaches og udøvere på det japanske landshold.
Tekst: HKK/red. Jens Mouritsen Foto: HKK/privat
Hørsholm Karateklubs Sensei Jesper Markvardsen arrangerede i uge 42 en træningstur til Japan karate shoto federations hovedkvarter i tokyo, japan, med 14 karateudøvere fra Hørsholm Karateklub (HKK) og to deltagere fra Charlottenlund Shotokan Karateklub (CSKK). Det har tidligere været en fast tradition med denne træningstur, men grundet corona har der været en længere pause grundet rejserestriktioner til Japan.
Det var derfor med store forventninger klubbens deltagere endelig kunne komme afsted. Enkelte deltagere havde tidligere været afsted, men for de fleste var det første gang, og der var en del sommerfugle i maven ved tanken om at skulle rejse den halve verden rundt for at træne med den absolutte elite indenfor JKS. Deltagerne var en god blanding af unge og gamle og begynderen og rutinerede karatefolk. Aldersspændet var fra 10 til 60 år, med i alt fire deltagere i alderen 10-13 og resten voksne udøvere.
Afrejse var fredag sidste på eftermiddagen, og med en indlagt mellemlanding i Warszawa og tidsforskellen til Tokyo var det lørdag aften da gruppen landede på hotellet, lige ved Ikebukuro Station, og folk var rimelig slidt efter den lange flyvetur.
Der var dog overskud til at komme ud og spise en japansk curry på CocoCurry House lige over midnat lokal tid, og det lykkedes for flere at få bestilt en curry, der gav god varme i kroppen, sved på panden og en lille tåre i øjenkrogen, før det blev sovetid.
Meiji-templet i let overskyet vejr (Foto: HKK/privat)
Søndag – sightseeing
Søndagens program bestod af lidt introduktion til byen, og lidt sightseeing, mens kroppen fik lov at vænne sig til en ny tidszone. Under ledelse af Jesper-sensei besøgte vi Meiji-templet og Yoyogi-parken, samt fik lidt introduktion til at finde rundt i Tokyos imponerende offentlige transportsystem. På trods af at vejret ikke viste sig fra sin allerbedste side, var det en fantastisk smagsprøve på Japansk kultur og fornemmelsen af at være landet i et helt anderledes land blev meget tydelig. I løbet af eftermiddagen var der plads til lidt shopping, kaffe og afslapning med 25.000 skridt i benene, før aftenen stod på fællesspisning af shabu shabu, der er en slags japansk fondue med kød, grønt og nudler i en fælles gryde.
Mandag
Mandagens første træning fra 10:30 til 11:30 for alle deltagerne var imødeset med en smule nerver, særligt for de deltagere, der ikke havde trænet i Honbu dojo før. Der er noget helt særligt ved at stå i hjertet af JKS, og skulle træne med nogle af de allerbedste.
Da Kanayama-sensei træder ind i dojoen hjælper det ikke ligefrem på nerverne. Sensei Kosho Kanayama (7. dan) er chef for JKS indenlandske del og er kendt for sine fysisk meget udfordrende træninger. Nogle af deltagerne har tidligere mødt Kanayama-sensei, da han deltog på JKS Danmark Summercamp i sommer, og har en veludviklet respekt for både hans tekniske og fysiske formåen. At skulle træne med ham på hans egen hjemmebane er en særlig oplevelse, og der var nogle deltagere, der overvejede hvordan det skulle kunne lade sig gøre at komme gennem resten af ugen efter at have startet med Kanayama-senseis træning.
Det viste sig dog hurtigt at træningen trods en rimelig høj intensitet, var til at holde til, og der blev sendt mere en enkelt god tanke til den daglige træning i HKK, der havde forberedt os godt, både fysisk og teknisk. Formiddagens træning forløb overraskende hurtigt med masser af arbejde på kihon, og efter at have oplevet denne første træning, begyndte roen at indfinde sig, da både ritualerne omkring træningen og selve træning var genkendelig hjemmefra.
Den første eftermiddagstræning fra 17-18 for begynderne om mandagen var med Inada-sensei (6.dan), der ved siden af sit arbejde som instruktør på JKS Honbu dojo, også er en kumitecoach for det japanske landshold. Det var ellers lidt usikkert om han ville være i Honbu dojo under forberedelserne til VM i Budapest, men vi nåede at få fornøjelsen af en træning med ham. Inada-sensei har et kæmpe teknisk og pædagogisk overskud, og på trods af at han ofte arbejder med landsholdkæmpere, var der masser af godt input til alle, uanset niveau, og det var en helt særlig oplevelse at få lov at træne med en japansk landsholds coach.
Mandag kl. 18-19 hvor både begyndere og rutinerede trænede sammen, fik vi fornøjelsen af at træne med Toyama-sensei (5. dan). Toyama-sensei var på besøg i Hørsholm Karateklub i slutningen af august, og det var rart med et kendt ansigt. Selv om vi mest kender Toyama-sensei for hans fantastiske kumite, stod denne træning på kata heian nidan og jion. Der var fokus på at huske at bruge vinge- og sidemusklerne til at spænde hikite-hånden helt på plads, for eksempel når man laver uraken-uchi yoko-geri keage i heian nidan og otoshi-uke i jion. Vi havde selskab af er par japanske deltagere i træningen, herunder en sej lille pige med sort bælte, som kun nåede de voksne danskere til hoften!
Mandagens sidste træning fra 19-20 for brun- og sortbælter var med Sensei Daisuke Watanabe (5. dan).
Han har tidligere været på to 4-ugers besøg som gæstetræner i Hørsholm Karateklub, og har også været med klubben brun- og sortbælter hjemme og spise, så det var et glædeligt gensyn. Watanabe-senseis træning startede vi med kihon, hvor vi skulle øve os i maegeri oizuki forlæns og derefter mae-geri gyaku-zuki baglæns, med fokus på at få især forreste fod drejet på plads.
Dernæst trænede vi junro nidan og arbejdede især med jodan-barai gyaku-zuki, som vi tog med over i kumite’en og øvede at få lige stor kraft i parade og det samtidige angreb, og at skyde hofterne lige langt frem. Til sidst sluttede vi af med sochin, som nogle få dog måtte stå over pga. manglende kendskab. I sochin blev fremhævet at hofterne skulle være i samme vandrette niveau, at alle shuto-uke (især den sidste) skulle have samme kvalitet, og at hoften virkeligt skulle i spil i de sidste bevægelser for at få noget power i.
Deltagerne godt varme efter første træning i Honbu dojo (foto: HKK/privat)
Tirsdag
Tirsdagen startede med god energi og højt humør ovenpå mandagens træning. Turen til Honbu dojo begyndte allerede at virke mere velkendt og der var overskud til også at begynde at kigge lidt mere på omgivelserne. Tirsdag formiddag står Shinji Nagaki-sensei (6. dan) for træning. Nagaki-sensei er en tidligere WKF verdensmester i kumite, nuværende instruktør på det japanske landshold for kadet, junior og U21 og en imponerende instruktør, og der var noget til alle, både begynder og rutineret. En skøn start på dagens træning.
Tirsdag eftermiddag virker alle stadig nogenlunde friske i benene og resten af kroppen efter “kun” at have trænet 3 timer mandag og 1 time tirsdag morgen. Træningen for begynderne tirsdag eftermiddag var med Sensei Saori Okamoto (5. dan), som en del af os kendte fra et tidligere besøg på JKS Danmarks sommerlejr.
Okamoto-sensei er en fantastisk dygtig tekniker og et gennemgående tema for hendes træninger er at komme dybere ned i stillingerne og arbejde dernede fra. Når man selv synes at man er kommet langt ned i sin zenkutsu-dachi og begynder at kunne mærke sine ben rigtigt, er Okamoto-sensei altid god for et skeptisk blik og en lille bemærkning om at man vist godt kan komme lidt længere ned. At arbejde så langt nede i stillingerne i både kihon og kata giver en rigtig god forståelse for mekanikken i at bevæge sig rigtigt og at se Okamoto-sensei demonstrere hvor hurtig hun er, og hvor meget overskud og rækkevidde hendes stillinger giver hende er både imponerende og inspirerende.
Tirsdagens fællestræning for begyndere og brun/sortbælter er med Matsue-sensei (6. dan), en anden af JKS Honbu dojos super teknikere. Der bliver trænet nogle ganske få basis kihon øvelser med fokus på gyaku-zuki, kekomi og ushiro-geri, som til gengæld bliver trænet både lige ud, 90 grader til højre venstre og 180 grader bagud – sparkene er med og uden gyaku-zuki.
Derefter over til kata: heian yondan og heian godan. Som ved kihon-delen bliver der fokuseret på nogle ganske få ting i hver kata, hvilket virker meget effektivt. Bedre med nogle enkelte ganske få fokuspunkter, som man virkelig kan koncentrere sig om frem for at forsøge at forbedre alting på én gang. Eksempler er starten af heian yondan, hvor arme og benbevægelser afsluttes samtidigt og senere, lige før sidste kiai, hvor man tager fat om modstanderens hoved med begge hænder, at dette sker via flytning af balancepunkt. I helan godan kom som eksempel den sædvanlige med at hoppe højt og krydsede ben ved sidste kiai.
Matsue-sensei er også instruktør i anden time som er for sort- og brunbælter. Igen er der fokus på nogle ganske få ting i kihon delen. Der bliver sparket – rigtig meget – mae-geri, kekomi og mawashi-geri. Alle spark bliver først brudt ned i fire bevægelser med pause mellem hver bevægelse, som udfordrer alles balancepunkt samtidigt med at der virkelig kommer fokus på detaljen i de enkelte spark. Derefter almindelige spark, hvor kroppen forhåbentlig kan huske bevægelsesmønsteret fra træningen med at bryde sparket op i fire dele. Når alt dette er “overstået”, slutter vi af med at kombinere de enkelte spark i én flydende bevægelse uden at støtte tilbage på gulvet efter hvert spark. Selv om det nok var mere flydende for nogle end andre – igen bliver balancen testet til sit yderste.
Den sidste halve time trænes der kata med fokus på jion. Der bliver fokuseret på at bruge hoften, vægtskifte samt hvor og hvor der ikke skal trampes. En lille sjov episode var Matsue-senseis kommentar om “maybe you do not need this technique”, da han skulle vise den rigtige måde at afvise en modstanders greb i kraven – kommentaren blev affødt af det fysiske størrelsesforhold mellem Matsue sensei og den pågældende elev. Gennemgående ved Matsue-senseis træning var fokus på nogle få ting og højt tempo i både time et og to.
Onsdag
Onsdagens træning startede om formiddagen med Sensei Maya Suzuki fra det japanske landshold, der tog sig tid til at undervise før afrejse til VM i Budapest. Træningen havde fokus på en lang række kumite-øvelser, og som en ekstra bonus blev der også tid til at 30 minutter af træningen foregik med elastikker for at arbejde med styrke og hastighed. Både fysisk og teknisk udfordrende, men også meget givende.
Eftermiddagens første træning for begyndere var igen med Okamoto-sensei. Efter formiddagens elastiktræning var der flere, der godt kunne mærke deres ben, da vi arbejdede videre nede i de dybe stillinger.
Fra 18-20 stod sensei Takashi Yamaguchi-sensei (7. dan) for træningen. Yamaguchi-sensei er chef for JKS’ internationale afdeling, en internationalt anerkendt instruktør og en gammel kending fra besøg både på JKS Danmarks Summercamp og hos Hørsholm Karateklub.
Den første time, der var fællestræning for alle, blev der arbejdet på både kihon og kata, hvor der blev afsluttet med Junro Shodan, en af Asai-senseis kata, der var ny for enkelte deltagere, men hvor alle fik noget med, særligt i kataens fokus på at trække sammen og åbne eksplosivt op.
I den anden time for brun/sortbælter blev der i de første 30 minutter fundet elastikker frem igen til stor glæde for deltagerne. Indledningsvis blev der arbejdet med grundlæggende stillinger. Først halv step frem og tilbage, samle fødder halvt ud i benstillingen, derefter et helt step frem og tilbage.
Derefter blev der øvet zenkutsu dachi, kokutsu dachi og kiba dachi og så blev det sat sammen med alle tre stillinger, først zenkutsu-, kokutsu- og kiba -dachi, 1 stilling i en tælling, alle stillinger i 1 tælling også med håndteknikker, age uke- gyaku tsuki, shuto uke, gedan barai, alt sammen med elastikker.
Vi øvede så derefter stillingsskift med en tælling frem tilbage frem 3 gange forlæns, og baglæns tilbage frem tilbage, igen de samme tre stillinger, noget som er meget “simpelt” men krævende af udøveren når man tager højde for det er den tredje time den dag man træner, og det er ovenpå 30 minutter med elastikker. Under alle gentagelserne havde Yamaguchi-sensei fokus på at holde højden, hoften og ikke tabe forreste knæ man skifter stillinger bla. fra shomen til hamne.
I den sidste del af timen, blev den sidste energi brugt på Kanku-dai, den føltes til at tiden gik stærkt oven på de første 30 minutter. Alt i alt en god teknisk time med fokus på basis, overført til en avanceret kata, mesterligt udført af Yamaguchi sensei.
Torsdag
Torsdag en startede vi op med lidt ømme led ovenpå onsdagens træning, men godt humør og god motivation. Vi vidste at eftermiddagens program stod på et besøg i Watanabe-senseis private dojo og det så alle frem til. Mens vi stod og ventede i spænding på at finde ud af, hvem formiddagens instruktør er, trådte Watanabe-sensei ind ad døren, og vi vidste, at vi havde en dag med 3 timers verdensklasse træning foran os.
Formiddagens træning var meget klassisk og bestod af cirka 10 minutters kihon, 15 minutters kata og 20 minutter kumite.Kumite træning med Watanabe-sensei er altid en helt særlig oplevelse, på grund af hans enorme tekniske og fysiske overskud og imponerende hastighed og præcision, og de 20 minutters kumite giver helt sikkert lyst til mere.
Som optakt til eftermiddagens træning mødes vi med Watanabe Sensei på en nærliggende station, hvorefter vi drager ud til hans dojo. Det er første gang udlændinge får mulighed for at træne i hans egen dojo, og der er ingen tvivl om at både vi og han glæder sig til eftermiddagens træning.
Turen tog cirka 30 minutter med tog og 10 minutter med bus. Han havde for dagen lejet en ekstra stor sal og undervisningen startede med 30 minutter kihon med alt det bedste fra skuffen, efterfulgt af 30 minutter kata.
Hele den sidste time trænede vi kumite. Watanabe Sensei demonstrerede Kizami-zuki som en enkelthåndsteknik med imponerende præcision og hastighed. Det samme gør sig gældende for de næste øvelser, som inkluderede Kizami-zuki og Gyaku-zuki i alle mulige kombinationer, krydret med lidt Mawashi-geri og afsluttende fik vi lov at prøve det af i fri kumite mod hinanden, med tips, tricks og opmuntring fra Watanabe-sensei.
Efter træningen inviterede Watanabe-sensei os ud og spise på en rigtig hyggelig shabu shabu restaurant hvor introkurset til japansk mad den første søndag kom til sin ret. Watanabe-senseis kæreste Suzuku, der også har været med i Danmark stødte til selskabet, og havde sammen med Watanabe-sensei sørget for særligt japansk slik til børnene og de yngste. Endelig stødte Kai-sensei, der er en gammel ven af klubben også til.
En dag med fantastisk træning og imponerende gæstfrihed fra Watanabe-sensei, der snart besøger klubben i Hørsholm igen.
Tre af HKKs unge udøvere sammen med tre lokale elever i Watanabe-senseis dojo efter en god træning. (Foto: HKK/privat)
Fredag
Fredag er metaltrætheden så småt begyndt at indfinde sig hos mange ovenpå fire dages intensiv træning i verdensklasse, men humøret er stadig i top. Formiddagens træning er med Sensei Takuya Makita (6.dan). Makita-sensei er tidligere All-Japan kata- og kumite-mester og tidligere JKS-verdensmester i både kata og kumite og han lægger et hårdt fokus på arme og skuldre til at starte med. Det er en behagelig afveksling fra det store fokus på benene de tidligere dage, og alle bliver varmet godt igennem.
Eftermiddagens første træning for begynderne var med Kanayama-sensei, som vi også begyndte ugen med. Kanayama-sensei lagde hårdt ud med kihon på et højt intensitetsniveau – og så blev der langsomt men sikkert skruet op for hastighed og intensitet i løbet af timen. Det gav masser af sved på panden og brændende ben, men også smil og stolthed over at være ved at være ved vejs ende på ugens træning, og stadig kunne følge med, og have lidt overskud tilbage.
Den sidste træning for begynderne og dages første eftermiddagstræning for brun/sortbælter er med
Shinji Nagaki-sensei. Mange deltagere, både børn og voksne, deltog, og Hørsholm karate klub udgjorde flertallet. Træningen begyndte som altid med kihon og havde et særligt fokus på hoftebevægelser i “mae geri” – en vigtig grundlæggende teknik. Efterfølgende arbejde deltagerne med kata Heian Nidan og Heian Godan, en god afslutning for begynderne, der var ved at være godt brugt ovenpå dagens, og ugens træning.
I den anden træningstime var antallet reduceret til et par børn og en håndfuld voksne. Denne time fokuserede på kumite, hvor nogle voksne fra Hørsholm klubben havde mulighed for at træne med japanske børn under 10 år, som kæmpede noget med at få deres kizami-zuki til at ramme hovedet. Afslutningsvis fik vi også mulighed for at arbejde med kata Kanku-dai og Gankaku.
Alt i alt en god og værdig afslutning på en uges hård, men givende træning i absolut verdensklasse.
Lørdag
Lørdagens program stod på pakning og udtjekning fra hotellet, en stille og rolig start på dagen, selv om det føltes lidt mærkeligt ikke at pakke sin gi og tage til træning. Jesper-sensei havde planlagt en god fælles afslutningsfrokost på view and dining inThe Sky, en restaurant på 17 etage af det 5-stjernede New Otani Hotel, med en fantastisk udsigt over Tokyos skyline.
Frokosten bestod af en buffet af japanske specialiteter, alle sammen lavet på bestilling, og kombinationen af ro, super mad og en skøn udsigt var en skøn ramme til lige at fordøje ugens mange indtryk og vende dem med de andre deltagere inden vi skulle vende hjemover.
Nogle valgte at blive i Tokyo et par dage ekstra, en enkelt tog videre til Dubai, mens resten af os vendte hjem til Danmark, godt brugt fysisk, men rige på indtryk og erfaringer, og inspireret til at give den en ekstra skalle til den daglige træning.
En stor tak til Sensei Jesper Markvardsen for at have arrangeret turen og for at stille sin store viden og netværk til rådighed for os undervejs, og en stor tak til JKS Honbu dojo og alle dens instruktører for at tage godt imod os og tilbyde træning i absolut verdensklasse!
Det meste af holdet samlet til afskedsfrokost på The Sky efter en uges fantastisk træning
Tekst og foto: Jesper F. Andersen – Foto: Regitze Juhl Andersen
For første gang i historien blev Nordic Open i Shobu Ippon Karate afholdt den 4. november i Oslo. Stævnet var resultatet af et samarbejde mellem organisationerne JKA Norge, JKA Sverige, Shobu Ippon Danmark og WTKO Sverige, som alle har en fælles vision om at styrke Shobu Ippon karate i Norden. Stævnet vil fremover gå på skift mellem de forskellige lande.
Dommersamling inden stævnestart
Arrangørerne for dette års stævne var Bærum Shotokan Karateklub. Stævnet blev desværre afholdt i skyggen af en sorgfuld begivenhed. Ulf Laurang sensei fra Bærum Shotokan Karateklub døde pludselig tidligere på ugen. Han var en værdifuld skikkelse for JKA Norge og havde lagt en betydelig indsats i at arrangere stævnet. Varmeste tanker går til Ulf Laurang sensei´s familie, Bærum Shotokan Karateklub og JKA Norge. For at ære Ulf Laurang sensei bar elever fra Bærum Shotokan Karateklub sørgebind på deres gi som en smuk gestus. Stævnet blev også indledt med et ærbødigt minuts stilhed.
Emil Clementsen sensei fra JKA Norge holdt åbningstale og påpegede det gode samarbejde mellem de nordiske lande samt det oprigtige ønske om, at samle hele Norden til fælles aktiviteter inden for Shobu Ippon karate. Clementsen sensei understregede, at karatedo bygger på vigtige dyder som disciplin, tålmodighed, respekt, ydmyghed og selvbeherskelse. De personlige værdier er lige så vigtige som de tekniske aspekter i karate. Forhåbningen er, at et stævne som Nordic Open, vil være med til at bidrage til styrkelsen og fastholdelsen af både de personlige og tekniske værdier blandt alle deltagere.
Emil Clementsen sensei fra JKA Norge
Efter åbningstalen blev stævnet officielt skudt i gang med klasser fra 12 år og op. De fleste deltagere stillede op både i kata og kumite, hvilket er kendetegnende for traditionel karatedo. Dette betyder, at udøverne træner både kihon, kumite og kata.
Dermed møder udøverene andre udøvere, som træner på samme måde, hvilket gør konkurrencen mere ligeværdig.
Der blev vist rigtig meget god karate med god fightervilje. Der blev også vist rigtig god sportsånd under hele stævnet, og nye venskaber blev knyttet på tværs af landegrænserne.
God stemning blandt alle deltagere
Efter stævnet blev der afholdt en hyggelig sammenkomst på hotellet, hvor kæmperne, dommerne og de frivillige delte dagens oplevelser. Det sociale aspekt havde stor værdi både før, under og efter stævnet.
Fremtiden
Fremadrettet vil Nordic Open vil være med til at styrke og fremme traditionel karate og dets værdier og teknikker i en tid, hvor karate ofte udvikler sig i nye retninger.
Såfremt logistikken går som planlagt, får Danmark æren af at være vært for næste års Nordic Open, og håbet er at inkludere flere nordiske lande i dette værdifulde projekt.
Der er gennem det seneste år opnået et positivt samarbejde mellem landene. Det ses allerede ved flere stævner i Øresundsregionen, hvor landene nu støtter op om hinandens stævner til gavn for alle parter.
Vi takker JKA Norge og JKA Sverige for deres stærke opbakning, både med deltagere og dommere.
Tak til Bærum Shotokan Karateklub
Stort tak til Bærum Shotokan Karateklub for deres ihærdige arbejde med at arrangere Nordic Open, på trods af den sørgelige omstændighed ugen op til stævnet.
Flere af klubbene, der deltog ved Nordic Open, ses snart igen til turnering i Hørsholm den 24. februar, hvor Shobu Ippon Danmark afholder 6. Shobu Ippon Tournament.
Danske resultater
Danmark klarede sig rigtig godt til det første Nordic Open, og følgende resultater blev opnået:
Malene Stilling Krause: Guld i kumite (45+).
Rune Vandall Zimsen: Guld i kumite (35-99 år), sølv i kata (21-33 år) og bronze i kata (34-44 år).
Isak Vergo: Guld i kata (12-13 år) og sølv i kumite (12-13 år).
Liv Juhl Andersen: Sølv i kata (12-13 år).
Amalie Nielsen: Sølv i kumite (12-13 år).
Anders Ruhde Kristensen: Sølv i kata (18-20 år) og bronze i kata (21-34 år).
Claus Sejr Herbstmand: Bronze i kumite (21-34 år) og bronze i kumite (35-99 år).
I dag afholdt Shobu Ippon Danmark det eftertragtede begyndermesterskab “Kampen Om Øresund” i Gilleleje. Dette stævne er særligt rettet mod kyu-grader og stævnet er med til at forberede kæmperne til kommende større turneringer.
Gilleleje Karate Klub havde sammen med Shobu Ippon Danmark lagt et stort stykke arbejde i at forberede dette stævne og Gilleleje Hallen var smukt udsmykket.
Arrangementet blev indledt med velkomsttale af Jesper F. Andersen sensei. Jesper F. Andersen sensei påpegede, at alle deltagere allerede havde opnået en personlig sejr, da det kræver mod og vilje at stille op til et stævne. Jesper F. Andersen senseis budskab var endvidere, at mange af de værdier, som er indeholdt i karatedo, ville blive tydeligt for alle under stævnet. Tilskuerne kunne forvente, at opleve selvkontrol, disciplin, ydmyghed og respekt for både dommere og konkurrenter. Det er livsværdier, der er helt unikke for karate, og som børn og unge kan tage videre med sig i livet.
Herefter blev stævnet erklæret for åbent og kampene gik i gang på de to kamparealer. Der blev konkurreret i kata, gohon kumite og shobu ippon kumite.
Hallen var fyldt med energi og entusiasme. Sportsånden var i top, og publikum klappede og støttede alle kæmpere, uanset klubtilhørsforhold. Det var igen en dag, hvor karate ikke kun handlede om konkurrence, men også om fællesskab og gensidig respekt.
Stævnet sluttede af med fælles præmieoverrækkelse, hvor de bedste kæmpere blev belønnet med medaljer og pokaler.
Gilleleje Karate Klub og Shobu Ippon Danmark modtog ros for et veltilrettelagte arrangement, der blev effektivt gennemført uden unødige pauser og sammen med et stort antal tilskuere var det med til at skabe en rigtig god stemning i hallen.
Der skal lyde en stor tak til alle officials, dommere, kæmpere og tilskuere for at gøre dagen mindeværdig.
Næste stævne er allerede den 24. februar 2024, hvor der afholdes Shobu Ippon Tournament i Hørsholm. Her er der klasser for alle, og igen i år forventes der deltagelse af dygtige kæmpere fra andre nationer. Så husk at sætte kryds i kalenderen.
En for Itosu-Kai DK en historisk stor graduering af dangrader fandt sted i Valby (Bosatsu) i København 3.-4. december. Hele 33 personer var til dangraduering i stilarten, hvilket er det største antal i stilartens 48 årige danske historie. 26 fik sort bælte (1.dan), 3 bestod 2.dan, 3 til 3.dan og 1 fik 5.dan. Alle havde arbejdet hårdt for at blive indstillet og der blev givet maximum på gradueringsdagen. Gradueringen består i basis af 3 stk kata som skal demonstreres inkl 3 stk bunkai til hver kata med makker for at vise forståelse for kataens teknikker. Der bliver bedt om at vise 2-3 kata fra tidligere del af pensum. 5 x 2-3 min kumite med makkere (af og til dygtige kæmpere hyret ind til lejligheden) Fysisk test som afslutning. Fra 3.dan og op kan man vælge basis ud med et karateprojekt, som kan være en retning man træner eller inspiration til at forbedre ens karate.
I weekenden d.20. og 21. januar 2024 lagde den nykårede verdensmester i holdkata Sensei Koji Arimoto 5. dan JKS vejen forbi Hørsholm Karateklub til den årlige Kataweekend. Weekenden blev arrangeret i samarbejde med JKS Danmark.Her underviste han deltagere fra både indland og udland sammen med Hørsholm Karateklubs faste instruktør Sensei Jesper Markvardsen 7. dan JKS. Ud over træning i verdensklasse bøde weekenden også på socialt samvær og mulighed for at udveksle erfaringer og gode historier mellem deltagerne.
Den årlige Kataweekend i Hørsholm Karateklub blev for nylig afholdt med en særlig gæsteinstruktør, Sensei Koji Arimoto 5.danJKS fra JKS Honbu Dojo i Japan. Arimoto-sensei er ikke mindre end 3-dobbelt verdensmester fra 2012, 2021 og 2023 i WKF Team Kata og er kendt for sin ekspertise og skarphed i kata. Med deltagelse af karatekæmpere fra flere danske klubber samt klubber fra England, Wales, Schweiz og Norge var arrangementet i Hørsholm en stor succes
Fredagens træning
For de farvede bælter begyndte fredagens træning med Heian Godan. For nogle deltagere var det første introduktion til den sidste Heian-kata, mens det for andre var et kærligt gensyn. Træningen blev indledt med kihon relateret til dagens kata, før det blev tid til at gå i dybden med dem. Det blev med det samme tydeligt at Arimoto-sensei har et helt særligt blik for detaljen, og har et solidt arsenal af forskellige øvelser til at arbejde med alle dele af en kata.
Efter Heian Godan kom tiden til Tekki Shodan, hvor Arimoto-senseis fokus på en solid og dyb Kiba-dachi og en konsistent højde hele vejen igennem kataen var til stor glæde for deltagerne, der dermed også fik arbejdet godt på at styrke lårene, så de var klar til resten af weekenden.
De brune bælter fik lov at arbejde først med Junro Yondan i en times med Jesper-sensei, og derefter en time med Arimoto-sensei, hvor fokus var på Enpi.
Junro Yondan er en fantastisk kata, hvor alle kan blive udfordret i alle de på hinanden følgende, rotationer. Det er både med at have styr på den vertikale centerlinje og bevægelserne i det hæsblæsende tempo. ”Der er kun to pauser i Junro Yondan” som Jesper-sensei sagde flere gange under træning.
Hoften var det helt store tema i Arimoto-senseis undervisning af Enpi. Træningen startede med sumo øvelser. Kiba-dashi med fødderne 45 grader udad og godt ned med hoften og maksimalt bredde mellem knæ. Træk det ene ben ind og herefter i en høj bue ud i samme stilling igen. Gentag øvelsen med det andet ben. Fortsæt 20-30 gange. Det er vigtigt for at få fleksibilitet i hoften. Gør det gerne hver dag eller mindst 3-4 gange om ugen. Det er vigtigt for at blive godt til Enpi og karate.
Hoften var i det hele taget et gennemgående tema for Arimoto-sensei. Det særlige fokus var springet frem med gedan-zuki. Det er ikke nok at løfte benet højt ind i springet, der hoften skal også med i afsættet. Hoften er også vigtig i springet til sidst i kataen. Det er ikke nok bare at løfte benene. Det gælder heller ikke om at springe højt. Arimoto sensei viste deltagerne, hvordan springet skulle føles med en øvelse. Sid på gulvet næsten liggende. Træk armen op til shuto-uke samtidig med at fødderne trækkes helt op til hoften. Det er fornemmelsen der skal være i springet.
Sortbælterne fik lov at prøve kræfter med Gojushiho-dai med Arimoto-sensei i en time, før Jesper-sensei underviste en time i Gankaku. Niveauet var højt og intensiteten var i top, og også her gav begge instruktørers kombination af fokus på både detaljen og helheden alle noget med hjem.
Lørdagens træning:
Lørdag morgen fik de farvede bælter lov at arbejde på Junro Shodan og Junro Nidan med Arimoto-sensei. Igen var det for nogen den første introduktion til Asai-senseis kata, mens det for andre var en mulighed for at arbejde videre med at forstå og arbejde med dem.
Arimoto-senseis pædagogiske tilgang med masser af arbejde i stillingerne, krydret med forklaringer af formål og demonstrationer af bunkai gav deltagerne en masse at tænke over – og masser at arbejde videre med.
For de brune bælter stod lørdagen på Junro Godan hvor Arimoto sensei tog sig tid til at forklare de fire forskellige skridt, der bliver lagt vægt på kataen. yori-, okuri-, tsugi- og ayumi-ashi. Det er vigtigt at udfører de fire skridt på den rigtige måde, så man kan kende forskel på dem. Som en detalje brugte sensei også tid på at forklare, hvorfor og at man skal have tæerne i gulvet først, når men går. Ikke hælen. Den sidste del af kataen skal være mere flydende. Sensei sagde flere gange at deltagerne skulle slappe mere af deres teknikker og gøre dem mere naturlige. Sensei bad holdet om at tænke på fornemmelsen kizami-zuki gyaku-zuki fremfor en anspændt 1 og 2.
Derefter startede Jesper-sensei startede træningen af Jion med bunkai og bunkai-øvelser for manji-uke. At dømme efter instrukserne og de spredte grin, havde deltagerne deres begynderudfordringer med at finde den rigtige anvendelse.
Dojoen blev også en del mere ren, da Jesper sensei bad alle deltagerne om at tage en gulvklud under hver fod for at træne de tre teisho-uke i kiba-dachi. Hvis man mister sin klud under foden, er bevægelsen forkert. Det er en lærerig oplevelse – kluden lyver ikke og det er overraskende svært at holde sin fod i gulvet, når man samtidig skal have power i sin teisho-uke.
For sortbælterne bød lørdagen på Unsu og Kanku-sho. Igen demonstrede Arimoto-sensei hvorfor han er verdensmester, med nogle imponerende demonstrationer og medfølgende forklaringer. Blandt andet blev forskellen på de to hop i Kanku-sho detaljeret gennemgået og forklaret.
Søndagens træning:
De farvede bælter startede søndagen med halvanden times introduktion til Bassai-dai. Der var plads til både relateret kihon, gennemgang af kataen samt præsentation og forklaring af bunkai for dele af Bassai-dai. Særligt forklaringerne hjalp en del af deltagerne til at forstå teknikkerne og vide hvad der skulle lægges vægt på.
Selv om de fleste havde prøvet at arbejde lidt med Bassai-dai tidligere var der mange ting at huske på og der var heldigvis også plads til et smil eller to når rækkefølgen lige smuttede en gang imellem. Som afslutning på kataweekenden for de farvede bælter var det helt sikkert en oplevelse, der fik mange til at glæde sig til at skulle i gang med Bassai-dai og de mere avancerede kata.
De brune bælter overtog derefter dojoen til træning af Hangetsu med Arimoto-sensei og Kanku-dai med Jesper-sensei. Hangetsu er en langsom kata – nogle vil måske ligefrem kalde det en gammelmands kata, sagde Arimoto-sensei med et smil. Men det er en af de meget få kata i shotokan, hvor åndedrættet er i fokus. Inden undervisning i åndedrættet gik fokus på at stå og gå korrekt i hangetsu-dachi, knæene presses indad, fornemmelsen af styrken i hoften og maven i bevægelsen. Generelt for weekendens træning med Arimoto sensei var der udover kata teknikker, timing og bunkai også et gennemgående tema omkring brunbælternes anvendelse af hofte. Det gælder i spark, i afsæt og i hop. Pointen var holdet ikke brugte hofterne nok og at alle teknikker kunne forbedres ved at fokusere på at få den med.
For de brune bælter, var Kanku-dai den sidste kata, hvor nøgle-serier og -elementer blev instrueret og trænet. Både gennem tælling, men også i hold, så deltagerne kunne observere hinanden. På den måde fik alle trænet mange gentagelser og feedback på forbedringer samtidig. Vanen tro var det et intenst og lærerigt forløb med Jesper sensei.
For sortbælterne sluttede weekenden med søndagens træning af Sochin med Jesper-sensei og Gojushiho-sho med Arimoto-sensei. Uanset niveau blev alle de deltagende karateka udfordret og motiveret til at præstere deres bedste under træningen, og der var noget at tage med hjem og arbejde videre med.
Udover selve træningen var der også tid til socialt samvær og networking mellem de forskellige klubber. Det var en fantastisk mulighed for at udveksle erfaringer og ideer med karateudøvere fra forskellige lande, hvilket berigede hele oplevelsen for alle deltagere.
Med stor ros fra de udenlandske deltagere af den høje kvalitet af instruktørerne og træningen, tager Hørsholm Karateklub det som en anerkendelse af arbejdet og engagementet i at levere ekstraordinære træningsmuligheder for JKS Karate. Kataweekenden i Hørsholm Karateklub var på alle parametre en succes med en fornem gæsteliste og ekstraordinær undervisning fra både Sensei Koji Arimoto og Sensei Jesper Markvardsen.
På en weekend med mange højdepunkter var Sensei Arimotos undervisning af sortbælterne i nogle af de mest avancerede kata et særligt højdepunkt. At have en nykåret (og tredobbelt) verdensmester til at undervise så relativt få deltagere, med tid til at se hver enkelt deltager har været en særlig oplevelse for mange af deltagerne. I kombination med socialt samvær gjorde det, at deltagerne forlod weekenden, berigede og inspirerede til fortsat at forbedre deres kata.
Hvis kata er hjertet i karate, gav denne weekenden et større og mere rummeligt hjerte for deltagerne.
On Saturday, February 24th, Shobu Ippon Danmark proudly hosted the 6th Shobu Ippon Tournament, setting the stage for an exhilarating display of traditionel karatedo. This year’s event saw an unprecedented turnout, with nearly 500 participants representing 37 diverse clubs. Divided into categories based on age and skill level, competitors had the opportunity to demonstrate their abilities in gohon kumite, kata, and shiai kumite disciplines.
The tournament unfolded across four tatami mats until lunchtime, with the remaining rounds contested on three mats. Adding to the professionalism of the event, skilled A-license referees from Sweden contributed their expertise, elevating the standard of judging and ensuring fairness throughout.
Throughout the day, the atmosphere was electrifying, with enthusiastic spectators fueling the excitement and creating a supportive environment. Participants showcased exceptional sportsmanship and unwavering determination, embodying the true essence of karatedo. The level of competition was notably high across several categories, with Swedish female fighters particularly impressing the audience with their powerful kata performances.
In a highlight of the event, judges had the arduous task of selecting the top male and female fighters, who were awarded with prestigious trophies and high-quality gis from Budoland.
A heartfelt expression of gratitude is extended to all the competitors, officials, referees, and spectators whose collective efforts contributed to making the day a resounding success at Hørsholmhallen.
Looking ahead, mark your calendars for another exciting event hosted by Shobu Ippon Danmark. On September 21st, they will be hosting the Nordic Open in Ippon Shobu, once again taking place at Hørsholmhallen. With preliminary confirmations from Norway, Sweden, and Denmark, this promises to be a thrilling competition not to be missed. For those interested in participating in the Nordic Open, stay updated by visiting our website for further details and announcements.
Best female fighter: Isabella Mouritsen, Hørsholm Best male fighter: Jesper Pedersen, Sedokan
Weekenden 20 – 21 April 2024 stod i karatens tegn, da CSKK (Charlottenlund Shotokan Karateklub) var vært og faciliterede, en aldeles intensiv og begivenhedsrig forårsseminar for alle JKS medlemmer.
Watanabe Sensei
Sensei Daisuke Watanabe fra JKS Honbu Dojo i Tokyo, stod for træningen, og ledede os alle igennem sammenlagt 6 timers træning i absolut verdensklasse. Fordelt på to dage. Sensei Daisuke Watanabe er en verdenskendt kapacitet, gradueret 6. dan og har været på det japanske WKF-landshold i kumite i 11 år. Han er tidligere JKS-verdensmester i kumite og er en af de absolut bedste karateinstruktører i verden.
Watanabe Sensei, har været i Danmark i en 3 ugers tid, og har trænet i Sensei Jesper Markvardsens’ dojo i Hørsholm, som er en JKS søster/brorklub i Hørsholm. Nu skulle vi alle samles i Kildeskovshallen til en ordentlig omgang karatetræning, og jeg skal da ellers lige love for, der blev trænet igennem.
Karatefolk fra nær og fjern
Træningssalen var i bogstaveligste forstand proppet med karatefolk, da træningen skulle begynde. Der var både karatekæmpere fra Edinburgh, Skotland, Gilleleje, Fredensborg, Hørsholm, Struer og ja; Charlottenlund. Alle medlemmer af den store JKS-familie. Der var karate ka’er i alle bæltegrader, nogle få med lidt farve og mange brun- og sortbælter.
Første træningsdag
Lørdag klokken 10.00 startede vi. Og i dyb respekt, bukkede vi alle ind for både Watanabe Sensei og Shihan Jan Spatzek inden opvarmningen blev sat i gang. Vi var spændte, forventningsfulde og nogle sikkert en smule nervøse, for Sensei Watanabes træninger er kendt for høj intensitet og teknisk højt niveau.
Watanabe Sensei har et godt humør. Han er for det meste af tiden smilende, og pædagogisk i sin tilgang til undervisningen, og indimellem kommer der også et lille lunt, glimt i øjet. Han er grundig, lean og stram i sine instruktioner og yderst kompetent. Bedre kapacitet og karateundervisning er svært at finde. Og når instruktionerne kommer fra en instruktør af hans kaliber og med de præstationer (og hak han har i bæltet), lytter man og suger alt til sig så godt man kan. Det er guldkorn efter guldkorn, der bliver serveret.
Kihon & kata
Vi stod pakket i 3 rækker, for at få plads til alle, og startede med kihon-øvelser. Forholdsvis simple kombinationer af parader, slag, stød og spark i korrekte kombinationer, kizami-zuki, Gyaku-zuki. Men gradvist blev det mere og mere kompliceret, imens intensiteten blev skruet op. Til sidst lavede vi øvelser hvor vi snurrede rundt og leverede slag og stød. Der var varmt i salen, og træningen bar præg af intervaller, repetitioner og høj intensitet. Efter blot 15 minutter, kunne min gi vrides.
Senere blev der trænet kata. Vi startede med Heian yondan, derefter Heian godan og til slut Bassai dai. Det var yderst grundig gennemgang og selvfølgelig helt ned i detaljerne, for Watanabe Sensei ser ALT, selv de mindste ting. Men det er en fornøjelse at blive rettet ind, inden det sætter sig som ”dårlige vaner”, der ikke kan aflæres igen.
Anden træningsdag
Anden dagen var lige så intens. Vi bukkede ind for Watanabe Sensei og Jan Shihan og gik i gang med opvarmning. Benene var stive som træstammer, og man skal lige i gang ovenpå gårsdagens træning, før fleksibilitet og varme kom tilbage i musklerne. Varme blev vi, og undervisningen gik i gang.
Igen startede vi med Kihon – denne gang en anelse andre kombinationer, og vi kom ind i en intens mojo, af repetitioner og øvelser der gradvist blev hurtigere og mere kompliceret.
Fokus på Junro kata
Derefter gennemgik vi og trænede Junro kata’er – Asai Sensei’s egne kata, som han fik ind i JKS Karate inden hans død. Vi trænede Junro Sandan, Junro Yondan og Junro Godan, og bagefter Jion. Det var mega fedt at komme dem alle fire igennem. Da det nye JKS pensum kom for et halvt årstid siden, introduceres Junro Kata’erne allerede fra 5 kyu – så det var rigtig fedt at få dem trænet godt igennem. Også for de højere graduerede!
Sensei’s specialitet
Efter 40 min. frokostpause, stod den på kumite-øvelser énmasse. Dette er især Watanabe Sensei’s specialitet. Han er i bogstavligste forstand verdensmester i at kæmpe kumite – og hold da fast, han kan nogle vilde teknikker. Han er måske en af de hurtigste nulevende kæmpere, og når han tager et skidt frem for at levere et stød, kommer han 4 – 5 meter hen over gulvet – hans rækkevidde i sine angreb er vildt imponerende. Vi andre prøver, men det bliver kun spæde skridt ved siden af. Man bliver mindet om karatens inderste væsen – nemlig at man altid kan blive bedre, uanset hvor man er i sin udvikling. Der er i den grad, noget at se op til, og hvor er det dog inspirerende og nærmest en ære, at træne med en verdensmester der er så kompetent.
Sammen to og to
Vi fik lejlighed til at gå sammen to og to (som Watanabe har lært at sige på dansk) ”sammen-to-og-to”; siger han på japanerdansk… Så, to og to trænede vi nogle forskellige kumite-teknikker (kampteknikker) igennem. Nogle kombinationer med to stød andre med tre, samt parade og Mawashi-geri (cirkelspark) og nedtagninger Ashi-barai. Det ser så nemt ud, når en verdensmester gør det, men hvor er det svært at gøre efter.
Watch and learn
Der var meget ”doing” i undervisningen, hvilket efter min mening var supergodt. Pga. sensei’s begrænsede engelskkundskaber, bliver meget af undervisningen fysisk. Han viser og forklarer lidt og man kigger og gør det efter – ikke så meget snak. For sådan en som mig virker det supergodt. Jeg kan nogen gange miste orienteringen i lange forklaringer, og på et tidspunkt skal kroppen alligevel lære det – så når man prøver nok gange, og fejler nok gange, sidder det der pludseligt. Det er en fin måde at lære karate på. Og kan i bedste fald give en aha-oplevelser.
Reflektioner
Et par af de ting jeg tager med fra dette træningsseminar er, at man skal huske at være afslappet i kamp. Hvis du spænder op, bliver du langsom og uden kraft. Man ved det jo godt, men det er vigtigt at arbejde med kontinuerligt. Kom godt frem i dine angreb. Følg op med angreb, hvis du ikke ramme med det første, gør du med det næste. Variere dine angreb. Hav et arsenal klar, måske en 3 – 4 teknikker, som du øver dig stærk i, og som du kan bruge i flæng. Og ja – meget mere… Mit hoved er ved at eksplodere og helt fyldt op med teknikker og øvelser – men på en god måde! Vi er blevet introduceret til nye karate, kumite-øvelser, som man i princippet kan bruge de næste mange år på at forfine.
Men en af de vigtigste ting jeg blev mindet om, og tager med mig videre, er at karate er en livssport. Du kan blive ved, til du lægger dig i graven, og stadig kun nå at mestre en brøkdel. Det synes jeg er forunderligt – og smukt!
Arigato
Tak til JKS Danmark, Jan Shihan, CSKK, Casper Sensei og alle Senseis ved seminariet. Og især stor ARIGATO til Watanabe Sensei, for sin tålmodighed, store karateindsigt og hans utrættelige evne og lyst til at give karaten videre til os andre. Håber vi ses næste år. Osu!
Skribenter: Jens Mouritsen, Hørsholm – Jan Lyng Jensen, Hørsholm – Olav Nielsen, Hørsholm
Foto: Matthias Fankhauser, Schweiz
I april måned blev Hørsholm Karateklub beriget med et besøg fra ingen ringere end den dobbelte verdensmester i kumite, Sensei Daisuke Watanabe (5.dan). Watanabe-sensei er ikke bare fantastisk teknisk dygtig til karate, men også en blændende underviser. Han har en imponerende karriere i Japan, hvor han underviser både på Teikyo Universitet, Japan Karate Shoto Federations hovedkvarter og egen dojo. Besøget af Watanabe-sensei er et samarbejde imellem JKS Danmark og Hørsholm karateklub.
Sensei Daisuke Watanabe var i april måned i Danmark, hvor han fungerede som gæstetræner i Hørsholm Karateklub i 4 uger fra d. 2.-25. april og derudover underviste på JKS Danmarks Forårsseminar i Charlottenlund Shotokan Karateklub.
Det er tredje år i træk at Watanabe-sensei har valgt at gæste klubben i så langt et forløb, og vi er i Hørsholm Karateklub beæret over at kunne tiltrække en så stor kapacitet, samtidig med at vi er stolte over at kunne stille ressourcerne til at understøtte det.
Blandt andet har Hørsholm Karateklub en tradition for at alle sort- og brunbælter inviterer Watanabe-sensei hjem som gæst til aftenspisning efter træning, og hver dag til et nyt sted, hvilket giver sensei en fornemmelse af dansk “hygge” og kultur, og giver hver enkelt karateudøver mulighed for et særligt personligt forhold til sensei hvilket er ret unikt.
Daglig træning
Watanabe sensei underviste både børn og voksne fra de helt små til de allermest rutinerede i Hørsholm Karateklub gennem hele april måned. Ud over de 3 faste ugentlige træninger, med både kihon, kata og kumite, var der hver mandag mulighed for 1 ½ times træning med fokus på kumite.
Ud over den faste stab af karateudøvere fra Hørsholm Karateklub der deltog flittigt, var der også til de daglige træninger besøg af gæster fra nærliggende karateklubber i København og Nordsjælland. De mange engagerede gæster i klubben har givet en god stemning af seminar eller træningslejr, hvilket har kunne mærkes på den gode stemning og intensiteten, samtidig med at det altid er rart at få mulighed for at mødes med andre karateka om god træning.
Guldkorn og høj intensitet
Træning med Watanabe-sensei er altid en fornøjelse. Ud over at være en blændende dygtig kæmper er han også en god underviser, der med både humor og tålmodighed formår at flytte alle. Træningen er på et højt niveau, fysisk intensiv og krævende, men på ingen tidspunkt udmattende.
Det er også tydeligt at Watanabe-sensei gennem de længerevarende ophold har arbejdet med at blive endnu bedre til engelsk – og endda har lært sig en række danske ord. Det er mange gange i løbet af måneden at hans ”sammen to-og-to” har indledt partnerøvelser. Det gør også at hans forklaringer af formål med, og nuancer i teknikker bliver meget tydelige, selvom han underviser uden en fast oversætter.
Der er blevet uddelt mange guldkorn undervejs i træningen, og der har været stort fokus på individuel feedback og rettelser, hvilket er et privilegium med en så dygtig sensei.
Takket været den faste træning med Hørsholm Karateklubs cheftræner, Sensei Jesper Markvardsen (7. dan), har der heller ikke været nogen problemer med at forstå strukturen i en Honbu Dojo-instruktørs måde at undervise på, da det minder meget om Jesper-senseis daglige træning. De fleste af de almindelige ugentlige træninger har været opbygget traditionelt med kihon, kata og kumite, med en tydelig kobling mellem elementerne, så kihon har bygget op til og understøttet kata og kumite.
Katatræning
Når nu Watanabe-sensei er i verdensklasse i kumite, kunne man tro at det var på bekostning af hans kata, men det er bestemt ikke tilfældet. Både teknisk og pædagogisk har Watanabe-sensei et kæmpe overskud i at lære kata fra sig, og der er plads til både at forklare grundlæggende elementer og anvendelse, lige fra begynder-kata til de meget avancerede.
Særligt har det været en fornøjelse at arbejde med Asai-senseis Junro-kata, der har fået fornyet fokus i JKS-pensum, og som alle derfor var glade for at få lov at arbejde mere med.
Watanabe-sensei er god til at veksle mellem fælles gennemgang af kata, og derefter fremhæve specifikke elementer hos den enkelte karateka, der enten fungerer godt eller trænger til forbedring. Selv om det er en specifik udøver, der fremhæves føles det aldrig som en udstilling af hvor god eller dårlig man er, da Watanabe-sensei er god til at påpege hvordan pointerne gælder for alle.
Kumite
Kumitetræning med Watanabe-sensei er også en helt særlig oplevelse. Når man første gang oplever ham i fuld hastighed, er det overvældende. Han er simpelthen blændende hurtig, samtidig med at hans timing, taktik og teknik er fænomenal.
Når han underviser i kumite, er der fokus på teknikker, hvor der langsomt bygges op fra bunden. Nogle af teknikkerne bygger endda videre på elementer, Watanabe-sensei har præsenteret de tidligere år, som nu forfines yderligere. Særligt har hans nedtagningsteknikker været et fast tilbagevendende element, der udvikles fra år til år.
Først indøves de basale hånd- og fodbevægelser, derefter bygges stødteknik samt spark ind i kombinationen, og det sluttes af med hele kombinationer med høj intensitet, flow og hurtighed. De samme temaer kan gå igen over flere træningsdage, men føles alligevel som noget nyt hver dag, da der pædagogisk hele tiden bygges noget ekstra på.
Særligt for begynderne og de let øvede har der været tale om en øjenåbner ift. fri kumite, der ellers ikke trænes så meget på de lavere bæltegrader. Watanabe-sensei har lagt væk på at opbygge rytme og flow først, og så arbejde med nogle få og relativt enkle teknikker, der kommer ind og sidde. Princippet har været, at det er bedre at forstå den dynamikken i kumite og have én eller to teknikker, der sidder fast og virker, end at have mange forskellige teknikker, der ikke rigtig virker.
I weekenderne har Watanabe-sensei afholdt seminarer i andre europæiske lande, og d. 20.-21. april lagde Charlottenlund Shotokan Karateklub dojo til fælles JKS Danmark Forårsseminar hvor Watanabe-sensei underviste deltagere fra hele JKS Danmark og internationale gæster.
Det har været et privilegium endnu en gang at få besøg af og træne under en så kompetent karateka som Sensei Daisuke Watanabe, og vi er i Hørsholm Karateklub glade over, at muligheden har været her, samtidig med at vi håber at kunne se Watanabe-sensei igen til næste år.
Ud over glæden er der også en taknemlighed over at vi som klub endnu en gang har kunne løfte opgaven. Lige fra sensei Jesper Markvardsens arbejde med at arrangere, planlægge og koordinere, over indkvartering af Watanabe-sensei hos senpai Malene Stilling Krause, til medlemmerne der har åbnet deres hjem og budt på middage, har der været mange mennesker inde over for at det har kunne lade sig gøre.
At vi som klub og udøvere får mulighed for at opbygge en så tæt relation til en af vores Honbu Dojo-instruktører er helt unikt, og det har været fantastisk at se de mange kræfter og ressourcer klubben har lagt, give en gevinst i den kaliber, det har været at have besøg af Sensei Daisuke Watanabe.
